Under navnet Foxygen blander Jonathan Rado og Sam France brudstykker fra forskellige musikalske guldaldre i en både syret og særdeles behagelig sammensmeltning. De to unge mænd fra Los Angeles stak efter sigende deres egne indspilninger i hånden på Richard Swift efter en af hans koncerter. Og det blev startskuddet til en karrieremæssig rutsjebanetur, hvor de to, som har spillet sammen siden high school, pludselig befandt sig på førersædet, ledt af den helt unikke måde, de kombinerer nyt med gammelt på.
Retrobands er der mange af, og et band har ikke den samme gennemslagskraft, hvis det ikke formår at bringe noget nyt på banen. På den ene eller den anden måde. Og det er præcis det, Foxygen formår på We Are the 21st Century Ambassadors of Peace and Magic. For selvom både titlen, mange af melodierne og hele tematikken i tekstuniverset trækker på efterhånden grundigt granskede emner, kaster duoen alle former for kopiering eller kedelig 60’er-efterslæb fra sig i deres til tider vanvittige blanding og vekslen i både rytme, instrumentering og vokalarbejde.
Albummet starter varsomt med numre som “No Destruction” og “San Francisco”, der må betragtes som pladens mest stilsikre og poppede numre. Men selvom de to numre er mere strømlinede end resten af albummet, bliver deres balancerede fremtræden den vægt, som sørger for, at albummet ikke flyver i for mange retninger. Sammensat af hammondorgel, klokkespil og tekststykker som »There’s no need to be an asshole / You’re not in Brooklyn anymore« og »I left my heart in San Francisco / That’s okay, I was bored anyway,« sørger Rado og France både for gennemgående undren og ørefløjl igennem de to retroperler.
Foxygen mener selv, at det er den helt specielle kemi, som er mellem makkerparret, der gør deres musik anderledes. Og anderledes, det er den. Måske er det, fordi de har spillet nærmest uafbrudt sammen, siden de var teenagere. I hvert fald har de en meget sjælden evne til succesfuldt at kombinere ting, som ikke umiddelbart fungerer. Lyden er en smule støvet og tør, hvilket gør Foxygens famlen efter fortidens guld desto mere autentisk.
Vokalen farer fra Jagger og Morrison til Mercury og Lennon, og det samme gør melodierne. I “On Blue Mountain” skrues tempoet f.eks. i vejret efter en langsom indledning, hvorefter omkvædet ramler ind i en næsten fuldendt kopiering af Elvis’ “Suspicious Minds” – men uden at det ikke gør noget. Nummeret afsluttes med et rablende kors proklamerende messen om Guds frelse, der til sidst – i takt med at trommer, klaver og guitar omdannes til et mangefarvet mesterværk i batik – bliver så gakket og højrøstet, at prædikenen går tabt.
I samme rille finder man det syrede titelnummer, som indeholder så mange skift i tempo og rytme, at det er svært at følge med. Her kolliderer Foxygen med den næsten hellige lyd af The Beatles’ mere eksperimenterende side, og på ny bliver man forundret over, hvor langt omkring i 60’erne og 70’ernes musik, de unge mænd kommer.
Og over, at det lykkes for dem. I de fleste tilfælde er det et tabt slag fra starten, når man forsøger at hamle op med fortidens kæmper. For hvorfor fyre Foxygen på afspilleren, når man har The Beatles og Lou Reed? Fordi det er et oprørsk ungdomsråb, ukontrollerbart og helt umådelig energisk. Det rummer uimodstridelige kontraster, som der alligevel er masser af plads til. Fordi det er smart, sjovt og samtidig betryggende kikset. Det er hult, og de opfinder ikke den dybe tallerken – men de genopfinder den på en måde, så alle igen elsker den.
