Aesop Rock og hans nye pladeselskab Rhymesayers valgte i sommers at lave en Youtube-optakt til hans nye album, Skelethon. Over 15 korte afsnit indvier Aesop sine fans i, hvad numrene på den nye plade hver især handler om.
Sådan en optakt er en rigtig god idé, når man har med Aesop at gøre. Han er nemlig heller ikke på dette album begyndt at lave sange, som giver voldsomt meget mening efter første gennemlytning. Heller ikke nødvendigvis efter femte. Men sådan er det med Aesop. Den stenede original fra New York, der efterhånden har 37 lys i lagkagen, er uden tvivl en af de mest krøllede og abstrakte rappere, der findes. Det har gjort ham til en kultfigur for nogle og utilgængelig for rigtig mange andre.
Ærgerligt nok. Aesop laver nemlig underholdende, inspirerende og original musik, som vokser for hver gennemlytning. Det er Skelethon et fantastisk eksempel på.
Aesop har selv produceret alle 15 tracks. Beatene er oftest meget hakkede og rå med brug af garagerockede riff og forcerende trommer, men der bliver også brugt synths, og det er med til at give lydbilledet nogle melodiske og melankolske elementer. Ens for næsten alle beatene er, at de udvikler sig i løbet af de enkelte sange og ofte ender helt andre steder, end de begyndte. Det gør dem dejligt uforudsigelige at lytte til.
Tekstmæssigt er Aesop som sagt sin helt egen. Han vælter sig i metaforer, slang og korte sætninger, som umiddelbart kan være svære at få noget sammenhængende ud af. Tag bare de fire første linjer på albumåbneren “Leisureforce”: »Postcards from the pink bath paint leisure / As a cloaked horse through a stained-glass Saint Peter / Hack faith-healer, cheat death to the very end / Cherry wooden nickles on his specs for the ferrymen.« Ikke dit standard-hiphoplingo. Og det bliver ikke mere tilgængeligt af, at Aesop oftest leverer teksten med sin lidt snottede stemme og et kompromisløst flow, som bare jorder derudaf. Skal man have fat i indholdet, så er det en god ide at have teksterne ved hånden, og hvis det ikke er nok, så findes der sites som Rapgenius, hvor folk har gjort arbejdet med at analysere teksterne for dig.
Emnemæssigt kommer Aesop vidt omkring. Fra syrede kirkegårdsfantasier på tracket ”Crows 2” til historiefortælling om en dreng og hans hund på ”Ruby ’81” og videre til den næsten religiøse oplevelse på ”Fryerstarter”, hvor han beskriver en midnatsfråder på hans yndlingsrestaurant Bob’s Donuts.
Pladen er gennemført og kan høres fra start til slut uden, at man føler trang til skippe mellem tracksne. Blandt de bedste er førstesinglen ”Zero Dark Thirty”, der bare er en god, solid banger, som det lyder i Aesops univers. Den tunge ”Cycles to Gehenna”, hvor Aesop rapper om friheden ved at køre på motorcykel ud i natten, er et andet højdepunkt. Og så er der pladens vel nok mest personlige track, ”Gopher Guts”. Over et summende og dystert beat lukker Aesop op for de dæmoner, han kæmper med, og den voksende afstand, han tager fra folk omkring ham.
Hvis du er fan af Aesop, bliver det ikke meget bedre.
