Brooklyn er om noget et sted, hvor musikken blomstrer. Anmelderroste bands som Grizzly Bear, Dirty Projectors, Tv On The Radio og Here We Go Magic har deres græsgange dér, og også TEEN kommer fra dette kreative epicenter. Bandet udspringer af førnævnte Here We Go Magic, hvor Teeny Lieberson spiller keyboard. I 2009 bestemte hun sig for at danne sit eget band, inviterede sine to søstre og en bedste ven med i projektet, og TEEN blev en realitet.
Nu fire år efter er pigegruppen parat med deres fuldlængdedebut, In Limbo: 11 numres catchy indiepop. Med de fire pigers smukke og fjerne vokaler i baggrunden af lydbilledet danner der sig et distanceret og drømmende musikalsk udtryk. Collagen af pigerøster spædes op med synth, trommemaskiner, keyboard, guitar og tamburin, og det hele smelter sammen til bittersødme.
Meget af det finder man i den rigtig flotte åbningssang, “Better”, der har en meget fængende rytmesans og melodiøsitet. Først er der kække lyse tangenter, kantslag og en taktfast tamburin. Så kommer en mørk synth i baggrunden, og lidt efter peppes der op med en mere fremtrædende lys synth for så til sidst at toppe med vokalen. Sangen udvikler sig følgende med andre synthlyde, sporadiske vokaludbrud, mere tamburin og klare trommeslag. Til slut fader det hele ud, og de fem minutter, sangen varer, er en ren nydelse.
Man skulle måske tro, at TEEN lyder som alle andre indiepopbands. Og man kunne frygte, at Brooklyns frodige jord var blevet støvsuget for musikalske talenter, og at evnen til at forny sig selv var gået i glemmebogen. Men alt det modbeviser TEEN med In Limbo. De lyder ikke som alle andre, men låner gerne fra andre bands såsom David Bowie i “Charlie”, Beach House i “Huh” og Twin Sister i “Sleep Is Noise”.
Dog kan man have den lille anke, at TEEN dvæler lidt for meget. Bandets egen lyd er fantastisk, men det behøver ikke at betyde, man skal dyrke den overdrevet. Især den seks et halvt minutter lange “Unable” bliver lige lovlig kedelig til sidst. Her kunne man med fordel beskære spilletiden og være lidt mere økonomisk med de genbrugte lydmønstre. Et andet problem er, at melodierne få steder svigter, eksempelvis i afslutningsnummeret, “Fire”. Der er en dejlig vibe i den western-guitarlyd, der præger sangen, men vokalpræstationerne kan ikke redde det svage melodimateriale i land.
Det fungerer til gengæld fremragende, når TEEN sætter tempoet ned. Når de i numre som i “Charlie”, “Huh”, Unable” og “Rose & Wine” ligger og svæver mellem rolig soul og eftertænksom synthpop, er de i en klasse for sig. “Rose & Wine” starter med melankolsk synth og rolige trommeslag, før en stemme synger »I pray for roses and wine / I pray for a little more time.« Efter fire minutter i roligt tempo begynder trippende elektroniske impulser, og vokalen tager til i kraft, mens der uheldsvangert bliver sunget »it has been the same questions and the same answers / Will you be missed when you’re gone?« En sang, der rører én med sin smukke melodi.
Det meste af TEEN’s debutplade er virkelig god indiepop med psykedeliske repetitive mønstre. Der er nogle huller, men set i lyset af, at In Limbo er en debutplade, er det et rigtig flot udspil.
