Da Kieran Hebden i 2010 afbrød fem års albumpause for soloprojektet Four Tet med There Is Love in You, var der tale om et tydeligt stilskift. Fortidens afsæt i (free)jazz og postrock var nedtonet til fordel for kraut og især houserytmik: Dansegulvet kaldte.
De ringlende, perlende melodiforløb stod dog stadig centralt i lydbilledet, og There Is Love in You egner sig bedre til at trippe rundt derhjemme end til syg clubbing.
Sådan er det ikke med Pink. Her er Hebden så fokuseret på at bringe svedige klubber endnu længere op mod kogepunktet, at det nærmest føles sølle at spille albummet på et gement stereoanlæg i dagligstuen. Baslinjerne er tunge og massive, og de mekaniske house-beats dunker utrætteligt.
At Pink i så høj grad tigger om at blive spillet ude i nattelivet, hænger sammen med, at albummet oprindeligt slet ikke var tænkt som et album. Tværtimod genoplivede Hebden i 2010 sit pladeselskab, Text Records, for at udsende 12″-singler med både egne og andres numre, og Pink – der kun udkommer digitalt – opsamler de seks Four Tet-numre fra singlerne og supplerer med to nye.
Nu har de, der ikke nåede at opdage eller købe singlerne, altså fået en ny mulighed for at dykke ned i Hebdens energiske udforskning af grænselandet mellem house, techno og postdubstep. Det starter lovende med ”Locked”, hvor et samplet trommebreak giver et strejf af afrobeat, mens et halfstep-beat og pletvist rumlende bas viser, at Hebden har haft ørerne rettet mod de senere års engelske basmusik. Kombineret med en sparsom, varm guitarrundgang og blødt el-klaver gør det “Locked” til et godt bud på, hvordan 2003-albummet Rounds ville have lydt, hvis Hebden havde lavet det i dag.
Mere dundrende bliver det i “Jupiters”, hvor en lang klokkesynth-intro afløses af pumpende synkoperinger og komprimeret hoppebolds-bas. Det går lige i hofterne, og samtidig lykkes det for Hebden at gøre et bagvendt sang-sample til et hook, der giver lyst til at høre nummeret forfra.
Hans evner som vokalmanipulator er endnu tydeligere i højdepunktet “Pyramid”. Jennifer Lopez vrides og pitches til ukendelighed, så det er en fremmedgjort, intetkønnet røst, der igen og igen hælder salt i sit eget sår med ordene »and I remember how you walked away«. En kort, heftig basgang ormer sig ind under det hi-hat-tikkende beat og holder intensiteten i vejret hele vejen gennem de godt otte minutter. Monotonien lurer, men lige i rette tid får Hebden tilføjet en drømmerisk synthmelodi, der giver den fornødne variation.
Den er til gengæld savnet i ”Pinnacles”, der looper og looper og looper samme Buster Williams-sample alt for længe, og i det stramt housede ”Lion”, der er et af de to nye numre. Her kværner det mekaniske beat så ensformigt under metallisk rungende Autechre-synthlinjer, at trætheden desværre for længst har meldt sig, da Hebden efter næsten seks minutter tilføjer en lystigt hoppende kalimba.
Og netop numrenes længde bliver en akilleshæl for albummet som helhedsoplevelse. Oprindeligt er de produceret med dj-behov for øje, og de langstrakte, mix-venlige introer og den begrænsede rytmiske variation i de enkelte numre gør, at Pink virker unødvendigt lang, når man lytter til det hele i ét stræk.
Paradoksalt nok lykkes pladens længste nummer, det hidtil uudgivne ”Peace for Earth”, glimrende trods mere end 11 minutters varighed. Med tålmodigt rullende synthmelodilinjer og blottet for beats tenderer de første fem minutter til at være delfinmusik, men netop som new age-karmaen begynder at gløde lige vel meget af krystalhealing, skifter Hebden spor. Rytmisk betonede synthmønstre prikker ringende morsehilsner til både Manuel Göttschings krautede electronica-eksperimenter fra starten af 80’erne og There Is Love in You.
Derudover er det småt med direkte paralleller mellem Pink og 2010-albummet, og det er bestemt rosværdigt, at Hebden er så konsekvent med at afsøge dansegulvsterritoriet. Det gør, at Pink især er værd at tjekke ud for de Four Tet-fans, der har savnet et mere skarpskåret udtryk hos Hebden. Fornemmelsen af et samlet, velafstemt album må man til gengæld kigge langt efter.
