Når en festival opnår en vis størrelse, er der unægtelig meget, der kan gå galt i logistikken. Det var tydeligvis tilfældet, da War for Youth spillede som de første på Apollo Countdown – Roskildes nye, elektroniske warm up-hoppeborg af en scene. Allerede ca. 20 minutter inde i koncerten gik strømmen, og jeg måtte forgæves vente 40 minutter, uden at der skete noget, alt imens bandet på forvirrende vis var gået ned blandt publikum og snakkede med deres venner og bekendte. Fra tid til anden kom en dude ud med en megafon, men det var svært at høre, hvad han sagde, så jeg spurgte personalet, om man kunne forvente, bandet gik på igen, hvilket de bekræftede. Jeg nåede dog aldrig at se, om det holdt stik, for min tålmodighed løb ud efter frustreret at have vandret rundt på stedet tilpas længe. Jeg føler mig nærmest ikke i stand til at give nogen karakter for koncerten, for den lille bid, jeg nåede at se, var både utilstrækkelig og utilfredsstillende.
Bandet, som er en kollaboration mellem svenske Lust for Youth og danske Vår (tidligere War – deraf navnet), gav dog trods alt et lille praj om, hvad man kan forvente sig af deres koncerter, når lortet ellers kører på skinner. Forventeligt nok stod de alle i sortklædt, semimilitaristisk tøj, der matchede den rå, industrielle lyd. Hele deres performance virkede temmelig stiliseret, fra den Kraftwerk’ske Mensch Maschine-agtige ubevægelighed på scenen til den alvorsfulde, tungsindige aura, der hvilede over især frontfigur Loke Rahbek. Det var troværdigt nok, og havde lyden været bedre – eller havde de for den sags skyld spillet en hel koncert – kunne det sagtens have været interessant. Desværre druknede den effektmættede vokal, synthleadsene fremstod totalt utydelige, og bandets sange gjorde derfor ikke et stort væsen af sig.
Det er ærgerligt, at en koncert med et så stilsikkert og -bevidst band som War for Youth, der tilmed fungerer så godt på plade, skal ødelægges af dårlig logistik og tekniske problemer. Det er en utaknemmelig tjans at skulle spille sig varm for så at blive pillet ned igen. Jeg kan kun være bitter på bandets vegne. Øv.