Skotske Django Django startede programmet på den lille Pavilion-scene. Med deres forvirrede og psykdeliske virvar af indie og electrorock fik de fat i et feststemt publikum. Det skete dog først efter 30 minutter af den én time lange koncert.
Indtil da virkede de fire skotter, som om de var meget langt hjemmefra. Selvom de egentlig havde godt fat i publikum, virkede det næsten statisk. Lyden drillede til tider, og det gjorde, at sangene drukende i højlydt og udmarvende diskant.
Men halvvejs gennem koncerten var det, som om stemningen vendte, og bandet fik hul på bylden. Smilene blev da også bredere på scenen. Trommeslager David Maclean fik konstant hjælp med at holde styr på rytmerne af de andre bandmedlemmer. Og det virkede som en god idé, da det var til tider var rent kaos med bandets mikstur af egyptisk og hjemsøgende kraut, psych, indie, electro, galopperende kokusnødder og racende rock. Det var intenst og en kende skizofrent.
»Det her kan man da godt danse til,« sagde en fyr, da sjakket blev præsenteret af Vincent Neff, for derefter at indlede med hittet “Default”. Publikum var ikke sene til at hylde de fire skotter, der virkelig havde formået af charmere sig ind på folk efter den lidt døde start.
Django Django hev sig selv op, og publikum blev belønnet. Det var en god start på programmet på Pavilion.
