Jeg havde aldrig forestillet mig, at Chromatics skulle være et rendyrket partyband live. Ganske vist trækker de tråde til musik som newwave og italodisco, man kan definere som ‘festligt’, men ville jeg bruge det samme adjektiv om Chromatics? No way, José.
Jeg ville måske kunne gå med til et prædikat som ‘efterfestsmusik’, for deres æstetik er, af mangel på et bedre ord, natlig – det oplagte soundtrack til bymenneskerne på vej ud af barer med telefonen i hånden i et forsøg på at score et bootycall på falderebet eller på vej hjem i taxa eller natbus. Deres knitrende, minimalistiske synthpop er dog ikke noget, jeg ville smække på anlægget til en fest.
Men der kan man jo bare se. Den cerebrale lyd på studieindspilningerne blev live oversat til en mere kropslig udgave. Four on the floor-beatet, dansemusikkens grundbyggesten, som ellers er til stede på studieindspilningerne, blev med stor fordel fremhævet, mens tempoet blev sat en smule op, og det gav sange som ”I Want Your Love” fra bandets forrige skive, Night Drive, og den forrygende cover-version af Kate Bushs ”Running Up That Hill” helt nyt liv.
Bandet gjorde også sit for at få publikum op på dupperne. Synthtroldmand og producer Johnny Jewel var klædt i en blodrød skjorte, der bare skreg ‘partykonge’ med stort p. Placeret i front på et lille podium omgivet af sine synthesizere stod han og dansede og benyttede flere gange lejligheden til at få publikum til at klappe. Den ellers lidt gådefulde Ruth Radelet fik også sagt et par velmenende ord til publikum.
Generelt var der meget lidt at sætte en finger på til Chromatics koncert. Transformationen fra den dystre, indadvendte studielyd til livelydens disco noir fungerede usædvanligt godt. Koncerten tabte på ingen måde momentum, da bandet fremførte den mere stille og knapt så energiske ballade-version af Neil Youngs ”Hey Hey My My (Into the Black)”. Det var snarere et pitstop på vejen, for bagefter fortsatte festen ufortrødent.
