Noget kunne tyde på, at Jens B. Christiansen alias Rumpistol har taget et par af de råd, som Undertoner gav ham i forbindelse ep’en Talk to You. Det kan selvfølgelig være et tilfældigt sammentræf, men at han har bevæget sig væk fra dubstep-klichéernes holdeplads, er uimodsigeligt. Han har slået sig sammen medsangeren Tobias Buch-Andersen (Red Baron) kendt fra bandet The Late Great Fitzcarraldos og fået den Morr Music-signede legende F.S. Blumm med på guitar på nummeret “Dinosaurs”. Derudover bidrager en vis ‘My Wittenburg Berents’ på nummeret “Howie”; hvad dette navn dækker over, har jeg ikke præcist kunnet finde ud af, men jeg tror, det må være en intern joke fra øvelokalet eller noget i den stil.
Rumpistol skal have megen ros for at udgive så stærkt et album efter den lidt halvhjertede ep. Samarbejdet med Red Baron lyder måske umiddelbart en smule kommercielt i nogles ører, men Rumpistol har så absolut sin kunstneriske integritet og vid i behold i dette udmærkede samarbejde. Hvad der på ep’en var numre baseret på vokal-samplinger, er nu snarere rigtige sange med rigtige tekster. Melodier og tekster synes gennemtænkte og velformulerede. De mest sublime momenter på albummet er derfor steder, hvor musik og sang indgår i gensidigt berigende relationer som eksempelvis “Anywhere”. Den nye udgave af ep-titelnummeret “Talk To You” føjer derimod ikke nævneværdigt fede detaljer til.
Særligt “I’m Not Listening” lyder på én gang som et møde mellem Trentemøller, Lulu Rouge og I Got You On Tape og som noget, der er Rumpistols helt eget; nemlig en melankolsk resigneret post-dubstep, der har humoren og nysgerrigheden i god behold. Red Barons delvist manipulerede vokal lyder i dette nummer netop i høj grad som IGYOT-forsangeren Jacob Bellens’ vokal. Nummeret emmer af håb, og den er poppet på en meget behersket og typisk nordisk måde.
En anden lidt diffus følelse af genkendelse er betegnende for pladens mest vellykkede nummer, “Anywhere”. Vokalen er her endnu mere manipuleret end i “I’m Not Listening”. Ved hjælp af en markant brug af autotune-effekter flettes Tobias Buch-Andersens i forvejen lidt androgyne vokal ind i decideret feminine korsvar, der legende let og elegant komponeret harmoniserer smukt som ind i helvede. Her viser Rumpistol sin fulde kompositoriske force som melankolsk og poppet melodisnedker. Både musikalsk og tekstmæssigt er “Anywhere” fuldt ud en pendant til vokaludgaven af Trentemøllers “Moan”, og sammenligningen her føles ikke plagierende, men snarere som en revitaliserende og fornyende omgang med et lydunivers, der nok ville være de fleste lyttere bekendt. Hele stemningen og ærbødigheden fra Trentemøllers og f.eks. Röyksopps sound er intakt, og Rumpistol er her fuldt ud på niveau med sine musikalske fæller. At disse andre rimelig kommercielle skandinaviske musikere er et godt sammenligningsgrundlag, er et tydeligt tegn på, at Rumpistol er kommet videre siden sin flirt med post-dubstep og tilbagelænet britisk klubmusik på ep’en.
Rumpistol markerer med dette fjerde fuldlængdealbum sit til dato mest modne udtryk, men albummets melankolske og depressive stemninger holder de poppede melodier i ave, så det hverken bliver for trist eller for muntert. Sommetider giver han decideret mismodet frit løb og lader lange instrumentelle passager få lov til at dominere og gøre deres væsen. Det føles intuitivt lækkert og vidner om, at alle detaljer ikke skal fyres af i de første fire numre. Tværtimod viser det holdbarhed og overskud, når et album kan dvæle og tage sig tid til musikalsk introspektion. Det er noget, man som lytter måske ikke i første omgang lægger mærke til, men når man får lært pladen at kende, fornemmer man tydeligt, at den ellers så lag-på-lag- overproduktionsglade komponist sagtens kan styre sig.
Dette gælder f.eks. et nummer som “Gravity”, hvor autotunet vokal og et dalrende langsomt tempo stille og roligt får bygget op til dynamiske og jazzede crescendoer. Det er sgu ret godt gået. Det er nok uundgåeligt, at der altid vil være haters derude, når deres helte skifter til mere kommercielle og poppede udtryk, men lyt ikke desto mindre grundigt til “Anywhere”. Bliv ikke for skræmt af numre som den lidt mislykkede “Colors Breaking”, for der er meget godt at hente på Floating.
