Lyden er umiskendelig. Den 12-strengede guitar og den lyse, sikre sangstemme, der kan male månelandskaber med musik. Storslået uden at blive dramatisk, rørende uden at blive rørstrømsk og vellydende uden at blive kedeligt. Daniel Rossen, når han er bedst.
I romantisk digtning arbejder man med fænomenet ‘et knudepunkt’. Det beskriver øjeblikke af næsten religiøs karakter, hvor himmel og hav står i ét, tid og sted flyder sammen, og natur og menneske forenes. I overført betydning, selvfølgelig. Vi taler altså om eksistentielle momenter, hvor bevidstheden skærpes, og klarsynet pludselig rækker langt ud over hverdagens trivielle op- og nedture.
Rossen synes med sin nye ep, Silent Hour/Golden Mile, at have fundet sin egen måde at udtrykke og formidle netop disse øjeblikke på. Med naturmetaforiske tekster, smukke strygerarrangementer og klimprende strengeleg tager han lytteren med ud på kanten af verden og virkeligheden til de stille timer og gyldne mil.
At gå solo er som bekendt noget vanskeligt noget. Pludselig står man alene med ansvaret – eller skylden – uden at kunne gemme sig bag vennerne i bandet. Daniel Rossen har i flere sammenhænge markeret sig som musikalsk sværvægter, men aldrig har han stået så alene som på Silent Hour/Golden Mile.
Og selvom Rossen lyder som sig selv, er det tydeligt, at vi her har fat i et soloprojekt: Lydbilledet er lettere og mere simpelt end på tidligere produktioner. Knapt så avantgarde og knapt så avanceret som hos Grizzly Bear. Silent Hour/Golden Mile lægger sig derimod med sin simplicitet og det melodiske, melankolske islæt tættere op af musikalske forfædre som Nick Drake og George Harrison.
Første nummer “Up on High” fungerer glimrende som åbningsnummer, der elegant slår stemningen an. Nummeret er opbygget uhyre simpelt omkring verset, men udvikler sig dynamisk og skaber en spænding, der giver lyst til at lytte videre.
Og det bliver man belønnet for at gøre på pladens anden og måske mest vellykkede skæring, “Silent Song”. Der er noget intenst og samtidig forløsende over nummeret. Omkvædets skift mellem dur og mol og de glidende toner i guitarmotivet giver det næsten overjordisk karakter. Her giver Rossen os virkelig det bedste, han har, og som lytter ønsker man bare, at det bliver ved.
“Silent Song” følges af den storslåede og næsten profetiske “Return to Form”, der fungerer som et slags klimaks for ep’en. Her bindes ord og musik sammen på forbilledlig vis, uden at det bliver søgt. At dette dramatiske klimaks så afløses af balladen over alle pladens ballader, “Saint Nothing”, virker desværre som en lidt kedelig løsning. “Saint Nothing” er bestemt en smuk sang, men løfter sig aldrig rigtig ud over blot at være smuk.
Rossen runder til gengæld ep’en flot af med det foruroligende, rastløse og originale nummer “Golden Mile”, hvor velskrevne linjer som »There is bliss in this mess / There is madness all around« trækker nummeret op i verdensklasse.
Rossen vil tages alvorligt. Han taler ikke ned til sin lytter. Det virker ærligt og troværdigt, og det er næsten ærgerligt, at Rossen kun har kunnet samle numre sammen til en ep, for som lytter kan man sagtens tåle endnu mere. Så kunne der samtidig blive plads til mere forskellighed og afveksling i numrene, lidt pletter på det perfektionistisk gennemførte stemningsbillede.
Daniel Rossen er stadig på toppen. Også når han står på egne ben. Selvom han ikke rigtig får skilt soloprojektet ud fra de tidligere bands, rummer Silent Hour/Golden Mile både originalitet og skønhed og er helt sikkert mange gennemlytninger værd. Den lille ep lover godt for, hvad fremtiden må bringe for indierockens yndling – og ikke mindst for hans mange fans.
