Godmorgen, kære. Har du sovet som pis og lort? I dag bliver en forfærdelig dag, og alt, hvad du oplever, vil være trussel mod din blotte tilværelse. Du har intet valg, så sig ‘hej’og drag ud i dagens hæsligheder.
Xiu Xius Jamie Stewart er ikke en mand, der lægger fingre imellem. På åbningssangen “Hi” fra det seneste udspil Always hilser han snart sagt alle livets modbydeligheder velkommen og beder dem finde deres plads i hans smukke og kakofoniske univers, der består af lige dele Erasure, Einstürzende Neubauten og Antony & the Johnsons. Et univers, der er lige så farverigt og vidtgabende, som det er mørkt og indestængt. En morbid fortælling leveret i rene rablerier.
For Jamie Stewart rabler; sangene på Always virker nærmest som emotionelle åreladninger, et flow af stream of consciousness fra en mand, der ikke har tid til at tage hensyn til, om hans musik og tekster overholder de vante rammer for god skik inden for sangskrivning. Jamie Stewart har utroligt meget på hjerte, og det hele skal ud. Hvorvidt det er relevant, må komme i anden række.
Og det er altid fascinerende at høre på folk, der taler i febertunger: Nogle gange hører vi de grimme ting, som vi ikke selv vil kendes ved. Andre gange bryder små stykker af skønhed frem af de alenlange monologer. Nogle gange hører vi løgn, andre gange sandhed.
Og det er også i dette på en gang vidunderlige og miserable virvar, at komplekserne opstår for Stewart. Det ekstremt konfronterende udtryk er fascinerende, men som lytter ender jeg flere gange i løbet af albummet med en følelse af at have overhørt en hemmelighed, jeg i bund og grund ikke havde lyst til at høre. Den foruroligende “I Luv Abortion” er måske oprigtig nok, men den virker som en stiløvelse i chok – som en god anledning til at stå og råbe ‘røv’ for åben mikrofon. Lignende momenter optræder rundt omkring på albummet, og det skaber et forvirret billede af Stewarts intentioner bag projektet. Den sur-søde blanding af galgenironi og overfølsom følsomhed, samt Stewarts konsekvent overspillede stemme, efterlader mig intet rum til at kunne stå på egne ben i hans musik.
Og så virker al skrækken og rædslen som et forsøg på at camouflere de gode sange, som Xiu Xiu vitterligt ligger inde med; førnævnte “Hi” bider sig fast i underbevidstheden som en tæge, man ikke kan få af. Sange som “Joey’s Song”, “Beauty Towne” og “Chimney’s Afire” fremviser Stewarts teft for langtidsholdbare melodier, og albummet er pakket ind i en produktion, der åbner sig og afslører nye sider af sig selv ved hvert gennemlyt.
Det hele er teatraliseret i en grad, der ville gøre Rocky Horrer Picture Show misundelige, og netop teaterdelen er det tveæggede svær, der både holder Xiu Xiu interessant, men også forplumrer billedet af dem; når hyldestsange til civile afghanske krigsofre og mindreårige arbejdere i den tredje verden blander sig med selvudleveringer om ufrivillige aborter og selvhad, bliver jeg i sidste ende forvirret. Er al den skræk og rædsel blot spil for galleriet?
Efter albummet har afrundet sig selv med flænsende synthlyde og skrigende agoni, sidder jeg oprevet tilbage. Ikke på grund af de hårdkogte effekter og udtryk, men fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal holde fast i Always. Det, jeg savner allermest ved Always, er et koncentreret udtryk, der fremviser, hvad det er, Xiu Xiu vitterligt har på hjerte. Jeg ville så gerne kunne være med til at dele Stewarts følelsesmæssige byrde – jeg vil gerne være med, mand – men det er svært, så længe jeg er i tvivl om, hvorvidt han selv egentlig mener det. Jeg har ikke lyst til bare at blive bundet en kreativ teaterløgn på ærmet. Ikke endnu en. Dertil er min hverdag slet og ret for hæslig. Mere er der vist ikke at sige til det. Hej, hej.
