Veronica Falls er to engelske kvinder og ditto mænd i spraglede skjorter og med et pandehårsvolume, der ville gøre en islandsk hest til skamme. Sammen skaber de flerstemmig sang og letstøjende pop, der bringer humøret op. Og det er uden tvivl intensiteten i musikken, der var stjernen på scenen denne aften, ledsaget som den var af et band, der aldrig rigtig fik tittet ud under pandelokkerne. Så er det heldigt, at musikken ser dig lige i øjnene.
Som i 80’erbandet Shop Assistant, fra det fælles hjemland, er det også i Veronica Falls den kvindelige forsanger (og guitarist) Roxanne Clifford, der fører an i de hurtige guitarbaserede popsange, flankeret af korstemmer fra medguitarist James Hoare og trommer Patrick Doyle. Sidste kvinde i bandet, Marion Herbain, holdt sig på sidelinjen bevæbnet med bas, en uvedkommende mine og nogle hurtige fingre.
Der kommer en mere punket attitude over Veronica Falls’ musik live. Fingrene piskede ned over strengene når jangle-guitarduellerne tog fat, trommestikkerne stak helt af, mens vokalerne blev trukket mere tilbage i lydbilledet. Åbningsnummeret “Right Side of My Brain” slog så mange gnister, at bandet i pausen må bede om overtræksfiltre til mikrofonerne – »too many electroshocks,« kommenterer Hoare.
Det ville måske ellers ikke have været dumt at beholde en vis elektrificering, for selvom singlehits som den surfpoppede “Beachy Head” og den westernklingende “Bad Feeling” blev leveret lige så catchy som på debutalbummet Veronica Falls (2011) stod pandehåret som en mur mellem publikum og kunstner. Det var dog en attitude som passede til den gotiske uhygge, der er at finde i tekster som “Found Love in a Graveyard” og “The Fountain”.
En god del af det nye materiale, bandet luftede denne aften, som eksempelvis “My Heart Beats”, hintede stærkt til The Pains of Being Pure at Heart, dog uden den samme mængde distortion, som amerikanerne ynder. En lovende udvikling, der måske kan åbne op for en mere løs kanalisering af bandets energi. Allerstærkest denne aften stod da også albumlukkeren “Come on Over”, som netop leger lidt med den ellers stramme lyd, bandet fører. En nogenlunde spontant klingende shoegazerintro blev brudt af et trommeslag og først da den sidste reverb var tonet bort, satte musikken for alvor i gang med en skramlet omgang sing-a-long, der behændigt førtes op og ned i tempo.
Veronica Falls’ indiepop-klingende musik sidder som regel lige i skabet. Pressefoldet og rynkefri. Men qua den tilknappede sceneattitude kunne det være interessant hvis der i stedet blev brugt mere energi på at eksperimentere med melodiernes form – en forlænget intro, en a cappella sekvens eller et støjende mellemspil. Det var dog på bundlinjen en velspillet og distanceret cool koncert, briterne lod skylle ind over KB18 denne aften.
Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
