Selvom doping teknisk set ikke er ulovligt i musikverdenen, mistænker jeg Future Islands‘ forsanger Samuel T. Herrings hyperaktive sceneoptræden for at falde ham ganske naturlig. Aldrig har jeg set så teatralsk udfoldet en sceneoptræden uden for teatrets skrå brædder. Selvom der var hedt som i en finsk sauna på det tætpakkede Loppen, sprang Herring rundt som en skoldet sild. Hvert et ord blev ledsaget af suggestive håndbevægelser, malende ansigtsudtryk og en vokal, der lige så energisk sprang mellem hæse dybder og lysere toner.
Herrings træk blev på hver side modsvaret af skaktårnsstive Gerrit Welmers, på keyboard og tromemaskine, og William Cashion på bas. De tre herrer har spillet side om side de sidste ni år, og i 2011 udsendte de tredje album som Future Islands, den på en gang knugende og fængende synthpop-plade On the Water.
Future Islands er mestre ud i at formidle følelsen af hjertesmerte i tekster, der rammer lytteren rent, men er samtidig frække nok til at sætte dansable new wave-inspirerede melodier bag. Live bliver energien på en gang taget til det yderste og samtidig flytter den sig ikke i forhold til indspilningerne. Lukkede du øjnene, var det som at stå midt i pladens lyd, der blev ikke gøglet det store med formen, men holdt du gluggerne åbne, var der i den grad gang i showet.
Herring kampsvedte sig gennem en kavalkade af godt skårne popsange, som den forrygende “Balance”, den skæve “Tin Man” og “Close to None”, der tog sig endnu bedre ud live, end på albummet. Bassen pulserede igennem på hjemstavnssangen “Grease”, og det i et lydniveau, der rystede brillerne af næsen. Publikum trængte sig i den grad på under “Walking Through That Door”, at de forreste næsten væltede ind på scenen. Det blev dog for meget med energiudladningen på “The Happiness of Being Twice”, der lød som et overentusiastisk bastardbarn mellem eurodance og en energisk svunget lirekasse. Det var derfor godt for alles smeltepunkt, at intensiteten i musikken blev dæmpet på ballader som “In the Fall” og det interessante nye nummer “The Fountain”.
Med ingen slinger i valsen, men masser af flyvende stadiongestusser, var Future Islands en overbevisende liveoplevelse, først og fremmest på grund af Herring og den formiddable energi, han stablede på benene. Allerede lidt af en livelegende for at have givet sig så meget på scenen, at knæet gik af led – dansede, vred og bjæffede han sig gennem bandets repertoire og efterlod både sig selv og publikum i en tilstand lige så opløftet og ophedet, som hvis vi reelt havde siddet i den finske saunas vodkatåger.
Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
