Hurtige riff, smældende, rytmefaste bækkener, hoppende bas og en tilpas afvejning af hysterisk, filosoferende og fabulerende falset. På papiret fremstår Cymbals Eat Guitars‘ musik som simpel og fængende indierock, og det var på sin vis også det indtryk, der umiddelbart kom det beskedne fremmøde i Lille Vega i møde torsdag aften. Hovederne på gulvet rokkede fra start dovent, men helhjertet over fyraftensglassene på de borde, der noget usædvanligt havde fundet vej helt ind blandt de lyttende foran scenen. En omorganisering af inventaret, der – måske med fuldt overlæg fra Vegas side – nærmere gav indtryk af, at man var til et mere uformelt arrangement i Ideal Bar end til koncert med et internationalt, kritikerrost rockband i barens storebror.
At Cymbals Eat Guitars på papiret er det perfekte bekendtskab at starte den tidlige weekend med, ændrer da heller ikke ved, at bandets musik i praksis kræver noget mere fokus, end et traditionelt barpublikum kan tilbyde dem. Newyorkernes melodier er på 2011-albummet Lenses Alien muligvis blevet endnu mere knudrede end på debuten Why There Are Mountains fra 2009, og lige så forrygende friske og indsmigrende deres allestedsnærværende rytme- og guitarbreakdowns, støjeskapader og tamburin- og falsetangreb kan være, ja, lige så meget energi og engagement kræver det fra publikum såvel som band at få udtrykket til at sidde lige i skabet i en livesituation.
I den henseende var forsanger Joseph D’Agostino torsdag ankermand for den noget fåmælte kvartet. Et blik ned over bandets sangtekster afslører hurtigt, at der er lagt noget mere knofedt i den poetiske, stream of consciousness-prægede lyrik end i den gennemsnitlige Kidd-sang, og D’Agostino vækkede på glimrende vis teksternes omskiftelige natur i sine fraseringer. Under hans banner skiftede den løse, sloppy basbund til stadighed karakter. Et let, dansende tamburindrive nedsmeltede uden varsel i tonstunge drøn af kaotisk percussion og hvinende eller støjende guitareffekter. En atmosfærisk eller ligefrem småjazzet keybordsession sneg sig antageligt ubemærket rundt om sine langt mere bralrende medaktører og formåede at overtage spotlyset for en stund. Alt sammen som et led i en glimrende iscenesættelse af D’Agestinos snart maniske, snart vrængende, snart filosoferende, snart brutale og snart blot klassisk indierockede strøm af antageligt ustoppelige ordmasser.
Allerbedst fungerede det, når der ikke blot var en gennemtrængende rytme, men også et mere håndfast melodistykke til at hanke op i det ludende publikum. Således var det både medrivende og godt afbalanceret, når et stykke med tilbageholdende guitarflader slog over i “And the Hazy Sea”s højstemte hymnesang, eller når “Rifle Eyesigt (Proper Name)” zappede mellem nynnevenlig, hoppende garagerock og decideret dystre lydflader af ulmende distortion.
Desværre var årsagen til, at især disse passager skilte sig ud som positive højdepunkter, at bandet havde lige vel svært ved at fastholde publikums interesse, efterhånden som koncerten skred frem – og tanken om, at problemet gik begge veje, lå ikke fjernt. Selv da ordene »This is the last show on our tour. Thanks for making this evening amazing« forlod scenekanten, var det vanskeligt at spore det helt store nærvær eller engagement fra de fire skikkelser, der aftenen igennem havde forholdt sig usædvanligt statiske og temmelig forcerede i deres få udmeldinger. Det musikalske håndværk var aldrig til at sætte en finger på, men efterhånden trængte ønsket om lidt ravage sig på – om at se D’Agostino ruske i mikrofonen, gå i kødet på publikum, vrænge af sin guitar, ja, alt det, der burde komme helt af sig selv, når man som band dyrker pågående lyrik såvel som musik.
Så vildt blev det dog aldrig, og det gjorde det vanskeligt helhjertet at lade sig rive med af især sidste halvdel af bandets eskapader. Det stak ganske vist lige i brystet, da kvartetten efterfølgende smed et løfte om at vende tilbage til sommer og forlod scenen, hvorefter Lille Vega fyldtes af larmende stilhed. Lidt efter blev lyset tændt. Ingen havde øjensynlig behov for ekstranumre, og selvom Cymbals Eat Guitars ikke havde været på scenen i mere end en lille time, følte jeg mig da også mættet af velspillede og varierede, men lige vel lavpotente og entusiasmeløse rockafsøgninger.
Jeg håber, at bandet ved deres sommervisit lander på en dansk festivalscene klokken 12 om natten med promiller i blodet, groupies i baglokalet, bralrehoveder blandt publikum og ungdommelig kådhed på dagsordenen. I sådan en løsreven situation kunne Cymbals Eat Guitars for alvor gå hen og blive et godt bekendtskab.
Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
