20. november: Årets mest demotiverende måned er godt i gang. November er garant for korte, mørke dage og lidt mere mørke nætter, og man går egentlig bare rundt og venter på den forestående julemåned. Derfor er det måske meget passende, at jeg har givet mig i kast med den fransk/finske indieduo The Dø. Deres første udspil, det meget roste A Mouthful, som vi her på sitet belønnede med fire U’er, smed dog ikke ligefrem om sig med melankoli og novemberassociationer. Men nu er Dan Levy og Olivia Merilahtis andet album, Both Ways Open Jaws, kommet på gaden, og her passer musikken i langt højere grad ind i den aktuelle, grå hverdag.
Tag bare åbningsnummeret og første single, “Dust It Off”, der består af intet andet end simple keyboardskalaer, en næsten ikke-eksisterende trommemaskine og de høje toner i Merilahtis vokal, der i de minimalistiske omgivelser fremstår krystalklar og usandsynlig betagende. Eller i den helt modsatte ende af pladen, på “Was It a Dream” og “Moon Mermaids”, som igen er et glimrende bevis på hendes imponerende vokalpræstation – ligeledes akkompagneret af minimal instrumentation. Og for at blive ved instrumentationen, så sætter Levy sjældent en fod forkert, når han skaber næsten perfekte lyduniverser til den melankolske vokal.
Et af de eneste steder, hvor novemberstemningen til dels ekskluderes, er på pladens korteste nummer, den semi-instrumentale “B.W.O.J”: Et nærmest 8-bit-agtigt synthbeat bryder spontant med Merilahtis nynnen og de indledende trommerytmer, før det hele ender i nogle mere vante pianoakkorder. “The Calender” tegner sig også for et af de mindre grå numre, hvis 3/4-takt og glade melodi leverer et velfungerende og opmuntrende input, selvfølgelig uden at det bliver for opmuntrende.
Ellers er The Dø’s andet udspil overbevisende målrettet i en tid, hvor plader desværre godt kan have en tendens til humørsvingninger undervejs. Når det ikke er de stille kompositioner, der er i fokus, så er det melankolske udtryk stadig intakt, og pladen virker på ingen måde interesseret i at gøre mig glad – heldigvis.
Both Ways Open Jaws er et ufatteligt godt sæsonalbum, hvorfor det måske er en smule ærgerligt, når jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville sætte det på på en varm sommerdag. Men heldigvis så har det samtidig været mere end flittigt afspillet i det seneste stykke tid, hvor pladens musikalske udtryks samspil med hverdagens visuelle indtryk gør den langt mere lytteværdig. Det er i mine øjne et af de mere undervurderede albums i år samt det perfekte soundtrack til den typiske danske novembermåned.
