Hen over de seneste 10 år har en lang række producere og komponister udforsket blandingen af traditionelle klassiske instrumenter og computerkredsløbenes forskellige klanglige muligheder. Med rødder i bl.a. Erik Satie og Philip Glass’ musik har folk som Max Richter, Jóhann Jóhannson og Goldmund dyrket, hvad man kan kalde en neoklassisk eller postklassisk kompositionsmusik, der især har udmøntet sig i en sammensmeltning af klaver og elektronik. En kombination, som der er kommet mange gode plader ud af, men som også har vist sig – ganske som Saties kompositioner – at rumme en vis risiko for at blive småkitschet og banalt sentimental.
En af de yngre kunstnere, der har gjort sig bemærket på denne scene inden for de seneste år, er Ólafur Arnalds. Siden 2007 har den 25-årige islænding komponeret musik til tre film, udgivet to fuldlængdeplader og udsendt fire ep’er. Den seneste af disse, Living Room Songs, optog han i sin stue i det forgangne efterår. Hver dag i en uge indspillede han én komposition i selskab med forskellige gæster – en proces, Arnalds videodokumenterede løbende.
Ved de første fem gennemlytninger var det vanskeligt for mig at høre, at Living Room Songs tilføjede noget nyt og interessant til den neoklassiske kompositionsmusik. De elektroniske virkemidler er tonet ned, så de kun kan høres i et nummer, og Ólafur Arnalds’ klavermelodier skiller sig ikke specielt meget ud fra hinanden (eller fra genrens normer): melankolske, molprægede og sjældent i mere end middeltempo. Og samtidig akkompagnerer hans strygerarrangementer klaveret så harmonisk og føjeligt, at de til tider tenderer det undseelige.
En god håndfuld lyt mere har ikke overbevist mig om, at ep’en rummer nogen egentlige nybrud, men at få musikken ind via høretelefoner har åbnet nye perspektiver. Det har godt nok ikke kunnet redde “Near Light” fra at lyde som en unødvendig pastiche på Sigur Rós’ ( ) – men de øvrige seks numre vinder ved at blive nærlyttet.
Med ørerne zoomet ind på detaljerne bliver rummets akustik nemlig tydelig. Stolene knirker under gæstemusikerne, klavertonerne klinger ikke særlig længe, og hist og her hører man i det fjerne en lavfrekvent susen, der måske er trafik eller måske kommer fra vinden, der skubber sig ind gennem Reykjaviks gader. Når man først bliver opmærksom på stuens særlige lyd, forædles numrene. De skaber billeder af stuen, af naturen omkring den og af musikerne, der sidder tæt sammen. Og med denne detaljerigdom følger en intimitet, der løfter Living Room Songs mere, end man umiddelbart skulle tro, at lavmælt knagende brædder og lyden af klaverets mekanik ville kunne.
Numre som “Fyrsta” og “Águst” får et betydeligt nærvær, og det i forvejen smukke “Lag fyrir Ömmu” bliver endnu mere rørende af, at man kan høre, at Arnalds’ klaverspil ikke er helt fejlfrit undervejs. I stedet for at blive et irritationsmoment spiller de små smuttere med i billedskabelsen og er med til at danne indtrykket af, at Arnalds er så grebet af sine følelser, at han ikke kan opretholde sin præcision.
Omstændighederne omkring optagelserne tilfører altså Living Room Songs en skrøbelig følsomhed, som de melankolske kompositioner ikke besidder i sig selv. At omgivelsernes akustik har stor betydning, er ikke nogen banebrydende opdagelse – men Ólafur Arnalds’ nye ep er et fint eksempel på, hvor lidt der skal til for at give tilsyneladende overdrevet sentimentale melodier den emotionelle gnist, der kan forvandle pastiche til poesi.
