I løbet af det seneste halve årti har flirten mellem elektronisk musik og vokalbåret sangskrivning for alvor fundet sit fodfæste på pop- og indiescenerne rundt omkring. Thom Yorke, James Blake og den amerikanske chillwave-bølge er eksempler på musik, der for alvor placerer computeren i den rolle, som guitaren havde før. Den Berlin-baserede elektroniske musiker Sascha Rings alterego, Apparat, går med sit seneste udspil, The Devil’s Walk, videre i denne retning. De elektroniske lydmalerier er ikke både form og indhold for pladen, men danner i stedet rammen for sange og sangstrukturer, der normalt har været mere typiske for post- og indierocken.
Og det er interessant, for der åbner sig nogle andre muligheder for de elekstroniske landskaber, når de skal bakke op om regulære sange. Musikken er meget filmisk i sin udformning, og man kan nærmest mærke den dragende storbydesperation sitre ud i fingerspidserne hele vejen igennem albummet. “Song of Los” skal høres på toppen af den højest tænkelige skyskraber med helikoptere og storbyens energi susende rundt om en. “Goodbye” bevæger sig under den helt tætpakkede dyne med ensomheden som den eneste sengepartner. Og “A Bang in the Void” trækker lange farverige slør i bedste Steve Reich-stil. Det er musik, der skal høres gennem hovedtelefoner i metrotoget med resten af verden som den tilhørende musikvideo.
Dog bliver al den episke sugen og dragen lige lovlig villet i længden. Hvor smukke lydlandskaberne end er, så bliver jeg hurtig mæt af den til tider ret indholdsløse storladenhed og weltschmerz. Sange som “Black Water” og “The Soft Voices Die” udspiller sig nærmest som stadionrock med Coldplay som nærmeste reference. Ikke at der er noget galt i det, men formen virker på underlig vis lidt uddateret og oppustet. Her savner jeg, at Apparat ikke kun udfordrer den elektroniske musik, men også prøver at undersøge de ellers ganske fine sange mere i dybden. Sangene har simpelthen ikke nok kant til at holde sig interessante i længden, og det er et problem for et album, der fastholder netop at gøre en dyd ud af sangskrivningen.
Det er trist, for der er ingen tvivl om, at Sascha Ring har sin teknik og sine virkemidler på plads. Fra den nysgerrige og voksende instrumentale åbner “Sweet Unrest” bliver man lovet et musikalsk univers, der både er prangende og åbent. Så meget desto mere ærgerligt er det, at konformiteten ikke kan holdes fra døren. Vokalerne, der bærer musikken, er flotte og fine, men også ret ansigtsløse. De er intime, men alligevel ikke personlige nok til at bære musikken helt igennem.
Overordnet set er The Devil’s Walk en flot og mættet lytteoplevelse, der passer som fod i hose til den nærværende årstid – mørk, stor, ensom og sulten efter de følelsesmæssige højdedrag. Men jeg mangler, at musikken ikke kun omfavner mig og trykker på de rigtige knapper, men også tør udfordre og udvide min horisont. Og jeg savner, at de flot malede følelser har mere substans og tør fortælle mig, hvad de vil. For i længden bliver jeg nu engang træt af at stå med armene i vejret uden nogen egentlig grund.
