Det varer ikke mange dage, før Larsen & Furious Jane giver eneste koncert i år og første koncert i 2,5 år.
Sidst Torsten Larsen og co. spillede koncert, foregik det på Loppen i 2009, hvor Undertoners Mikkel Arre efterfølgende anmeldte koncerten særdeles rosende og næsten gav topkarakter.
Denne gang er omgivelserne Teater Grob, der under CPH:DOX’ Audio:Visuals-program lægger rammer til Larsen & Furious Jane vs. DARCH, og dagen er nu på lørdag den 12. november i København.
Det er imidlertid SLET ikke disse herligheder, som du kan vinde adgang til i nærværende konkurrence. Det er derimod den nyeste og roste gratisplade Dolly, der bliver optrykt på vinyl og udkommer inden for en nær fremtid. Du kan i øvrigt stadig downloade albummet via Momowave, men hvis du vil have en fysisk vinylsag til reolen, så spids blot ører, ærede elver, for Undertoner har fire eksemplarer af Dolly på højkant.
Du har måske allerede deltaget i Undertoners tidligere konkurrence, hvor albummet Zen Sucker blev udloddet på vinyl. Du ventede først tålmodigt, dernæst grådkvalt på Post Danmark, der bare aldrig kom med din præmie. Ikke fordi den var blevet neglet af et grådigt postbud, men fordi du ikke vandt. Det er rigtigt, du vandt ikke. Det kan imidlertid være, at du alligevel får fattigfingrene i Zen Sucker, for den bliver muligvis også lagt ud til gratis download.
Men hvad skal der ifølge Momowave til, før du gratis kan downloade Larsen & Furious Janes album Zen Sucker? Send dit svar senest 15. november, og deltag i konkurrencen om en ud af fire Dolly-vinyler.
Vinderne er fundet.