Ryan Adams: Ashes & Fire

Man kan længes en smule tilbage til dengang, hvor Ryan Adams havde masser af tid. For eksempel i 2006, hvor Adams skabte både mesterværket Easy Tiger og black metal-makværket Orion. Dengang var det en produktiv herre, der satte nye standarter for countrymusikken (og muligvis også for black metal). Men så vinkede Ryan Adams farvel til sit drømmehold i The Cardinals, og sidst er han så røget på Facebook, hvor han fodrer sine mange og dedikerede fans med Vampire Weekend-videoer fra Youtube. Og når meddelelsen om den nye plade kommer imellem to links til musik-videoer med de mest obskure bands (altså mere obskure end Vampire Weekend), så bliver man mistænksom, når man nu ved, at Ryan Adams konstant springer mellem genrer.

Men når man hører de første toner af Ashes & Fire – endda en ganske Ryansk titel – kan man slappe af. Alt er, som det plejer. Første nummer lyder tilmed lidt som ”Oh My Sweet Carolina”. Man lader sig lulle hen af de velkendte toner og forføre at den rene og stilsikre produktion, der dog lige giver musikken det der rå touch, men som stadig fylder hele rummet med Ryan og Ryans sange om Ryan. Og når så omkvædet kommer, og orgelet skyller ind over den allerede drivvåde Ryan Adams, der just har danset rundt og grædt lidt i regnen, så er det, man tænker, at det her er ikke bare det bedste Ryan Adams, man nogensinde har hørt. Det er i virkeligheden det allerbedste musik, man nogensinde har hørt.

Pladen fortsætter med tretakts-countrysangen “Ashes & Fire”, hvor man føler sig lidt hensat til Jacksonville City Nights. Klaveret dominerer, så der også lidt til dem, der ligesom er til det. Alle er glade, og musikken spiller. Midt i tredje nummer har man mistet opmærksomheden og finder sig selv i gang med at surfe rundt på Ryan Adams’ fanside på Facebook, hvor man så kan læse de seneste rants om Blackberry-telefoner, der blænder fansene ved koncerterne, og irriterende publikummer, der generer fansene ved at rømme sig lidt for højt til koncerterne, og så kan man læse alle fansenes tilkendegivelser, der vokser til det mere og mere hadefulde i bestræbelserne på at udtrykke størst mulig sympati for idolet og sig selv. Man når lige at ‘like’ et par opslag fra mesterens digitale hånd og skrive ‘Du er sgu bare så real, bro!’ på hans væg, før man, opløftet af fan-fællesskabets had mod alt andet og alle andre og med den fornyede kraft, det giver, fortsætter med anmelderiet.

Men pludselig vågner man ved, at Ryan Adams på klingende dansk synger ”Kegnæs”, og stadig halvt sovende forsøger man at linke den amerikanske stjerne til den lille halvø ved Sydals og kan så høre, at Ryan Adams i virkeligheden trygler om lidt venlighed. Det er Ryan som vi kender ham, og man kan lægge sig til at sove igen, velvidende at Ryan Adams stadig er den største. »Do you believe in love?«

Og ja, det gør de, fansene. Alle fyrene, der elsker Ryan for at være fucking real, og alle tøserne, der elsker Ryan for at være Ryan, de tror på love, og de tror ikke mindst på love, når Ryan beder dem redde sig.

Han kvitterer med sangen ”Lucky Now”, der runger i rumklang og vellyd i en grad, der næsten kan måle sig med Mark Knoflers “Get Lucky”. Og man takker allernådigst for, at der nu også findes emo for os, der nærmer sig de 40.

Ryan – lad os nu bare kalde ham Ryan – tryller og forfører på Ashes & Fire, og det har bragt ham tæt på P4, som jo er kendetegnet ved ok fed musik, der er holdt op med at udvikle sig. Så lad Cold Roses være Cold Roses og lad Love Is Hell Part 1 og Part 2 være, det de er, og ikke et målebånd for de plader der kommer efter. Det fortjener Ryan. Han fortjener, at alle kan lide ham, og når han nu i den grad forsøger at please os til at gøre det, så lid ham dog!

Men selvom det kan lyde ligeså blasfemisk, som hvis man råber ‘spelt smager af røv’ i et hippiekollektiv på Djursland, så er Ashes & Fire langtfra noget mesterværk. Det er mere af det samme gamle og stadig pakket ind i det lullende og søvndyssende ryanivers, hvor man har det godt, men lynhurtigt keder sig.