En rynket mand ligger på en mark, nedfaldsfrugter flyver op og hægter sig fast på træerne, en enhjørning galoperer baglæns, og livet er noget, vi skal omfavne. Husker du også 90’er-hitmagerne Enigma, der med “Return to Innocence” lagde hele verden ned i en krybe af naturens rytmer og lyde? M83 besidder interessant nok noget af den samme organiske kraft, selvom universet er en ganske anden og langt mere syntetisk konstruktion på Hurry Up, We’re Dreaming.
Hvis du i forvejen er bekendt med M83, kommer det sikkert ikke bag på dig, at set-uppet er særdeles grandiost, men denne nye dobbeltudgivelse overskrider de tidligere i vulgaritet, og det føles som om Anthony Gonzalez, manden bag M83 har indfriet sine egne ambitioner med disse 22 skæringer. Hvis det er tilfældet, må udgivelsen siges at være en stor succes.
Det er den nu under alle omstændigheder. Den galopperende synth, der indleder bekendtskabet akkompagneret af den intime røst af Zola Jesus, der halvt hviskende bygger forventningerne op med ordene: »We didn’t need a story / We didn’t need a real world / We just had to keep walking / And we became the stories / We became the places / We were the lights, the deserts, the faraway worlds / We were you before you even existed.« Disse første linjer viser på fornem vis, hvad målet med denne elektronisk sprintende retropop er: at få livets små enheder til at smelte sammen – og musikken er limen.
Den meget prætentiøse og altomklamrende atmosfære bliver også tydeliggjort af titlen Hurry Up, We’re Dreaming, der på bedste vis indkapsler det lettere fortumlede, konsumerende og desillusionerede udtryk, pladen efterlader.
Og overvældende er projektet ikke bare i lyd, men også i omfang. 22 numre er en stor mundfuld, men heldigvis finder de fleste lydspor sin berettigelse, ikke mindst i den meget komplementære funktion, de to sider har. Selvom jeg oftest hører albummet i iTunes og derfor ikke har en naturlig afbrydelse, hvor jeg skal hen og skifte cd, så er bruddet mellem skive ét og to ganske tydelig. Forskellen ligger dog i nuancen, hvor tempoet er sat marginalt ned i anden halvleg, stemningen er en tand mere uskyldig (omend pladens mest karikerende naive nummer “Raconte-moi une histoire” er at finde på første plade), og så findes en af samlingens allerstørste sværvægtere på anden del: “Steve McQueen” er titlen på nummeret, der bruger hjertet som en ballon og puster det op, til det dunker og danser for at slippe fri, så storladent og urummeligt er det. Fantastisk.
Helt tydeligt er det, at nostalgien spiller en lige så stor rolle som på forgængeren, Saturdays=Youth: i lyden, der henter elementer fra et miskmask af genrer op gennem 80’erne og 90’erne og trækker på så forskellige inspirationskilder som Jean Michel Jarre og Smashing Pumpkins, men i særdeleshed også i stemningen, hvor Hurry Up, We’re Dreaming tilbyder både sublime danse-tracks, lette sing-along-sange og inderligt rørende melodier.
Ja, det er en lang plade med masser af små sidespring og vandfald af interludes, men det er altså sjældent, plader kommer så lyttevenlige og samtidig har så meget at byde på som denne.
Tak for efterårets soundtrack, M83.
