1: Jeg trækker på smilebåndet. Bliver let til mode og varm om hjertet. Den grå efterårsdag forvandles på et splitsekund til en solskinsdag på Hawaii. Her er junglelyde og afrobeats. Jeg holder op med at tage alting – specielt mig selv – så seriøst.
2: Jeg tænker: ‘Har jeg ikke hørt det her før?’ Mine tanker søger i retning af kitschede tv-reklamer, gamle 50’er-croonere, easy listening, charterrejser og ventetoner på kommunale telefonlinjer.
3: Jeg gør en opdagelse: teksterne. Der er noget mærkværdigt ved dem: »Fuck you, no, you fuck you.« Det havde Scott Walker eller Frank Sinatra i hvert fald aldrig sunget. Jeg indleder en diskussion med mig selv – hvad er det her for noget musik?
Ovenstående tre trin beskriver min oplevelse af Jens Lekmans nye ep med titlen An Argument With Myself. Den svenske indiecrooner har en evne til at få os til at elske alt det, vi elsker at hade. Han har en evne til at berige os med skarpe og ironisk morsomme tekster pakket ind i højst mærkværdige indpakninger. Lige som man tror, at man har regnet ham ud, overrasker han på ny. An Argument With Myself er et godt eksempel.
Et inferno af percussion og afro-caribiske bongotrommer. Glade og energiske ukulele-riffs. Ivrige synths. Limborock og slow reggae. En backpacker i Melbourne, som diskuterer med sig selv. Sådan starter ep’en med titelnummeret.
Ep’ens andet nummer er “Waiting for Kirsten” – en kærlighedserklæring til Kirsten Dunst. Glamourøse Hollywood. Provinsielle Göteborg. Kontraster. Et klassisk poparrangement. Lige på-trommer, iørefaldende guitarriffs og et ‘syng så med, klap så med’-omkvæd a la Lars Lilholt-klassikeren “Kald det kærlighed”.
I sangen “A Promise” charmerer Lekman lytteren med sin bløde Scott Walker-lignende croonerstemme. Det er et blødt og sexet nummer, som handler om Immanuels tur til lægen. “New Directions” byder på hornmusik og blød 80’er-sax, som kunne minde lidt om introen til “The Cosby Show”. Ep’en afsluttes med travende claves, blød reggae, no stress-fløjter og bløde uh-stemmer. Det hele svælger i suppe, steg og is, men er tilført et twist af eksotiske rytmer. Af en eller anden grund virker det bare cool.
En forklaring på Jens Lekmans coolness må findes i hans ubestridelige fortællertalent. Henholdsvis som crooner og fortæller bevæger han sig igennem oplevelser fra sit eget liv, hverdagsobservationer, situationer, personer og forhold, som vi alle sammen kender og kan relatere til. Med øje for detaljen lykkes det Lekman at få sagt rigtig meget med meget få midler. Eksempelvis udtrykker han i én sætning irritation og frustration over samfundets systemer og bureaukrati: »And you curse the day you were born, sign in your date of birth, and sign your name on the application form.«
Med stor forståelse for sprogets kulturelle koder udtrykker han med to ord, ‘Estrella Chips’, Göteborgs provinsialitet : »Well I grew up outside this city where the local Estrella chips factory had paved the way to your grave and to your destiny.« Den almenkendte te-type Earl Grey bliver i Lekmans sprogunivers et tillægsord, som beskriver en særlig type på kontoret: »So this guy at my office, I think he is up to something, he smells like Earl Grey, you should have seen him yesterday.«
Med en underfundig og underspillet humor kombineret med klichéfyldte og sukkersøde musikalske arrangementer består An Argument With Myself af en yderst absurd, men virkelig morsom håndfuld sange.
Jens Lekman balancerer mellem at være übercool og superkikset. Hans musik kan hurtigt sættes i bås som en parodi på fortidens croonere som Scott Walker, Henri Mancini, Neil Sedaka etc., men Lekman undgår denne faldgrube og kombinerer med delikat svensk elegance genrer og stilarter, som ingen andre ville røre med en ildtang. Han tilfører musikken intelligente tekster med en imponerende sensibilitet over for hverdagens små detaljer og underfundigheder. På samme måde som eksempelvis amerikanske Vampire Weekend eller Paul Simon formår Lekman at vende op og ned på konventionerne for, hvad god musik skal og kan være. Så ved at kombinere det velkendte med det ukendte viser Lekman dig ting, du kender – men i en ny sammenhæng. Du stopper op og bliver tvunget til at tage stilling – ja, måske begynder du endda at diskutere med dig selv.
Lyt til “An Argument With Myself”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/argument.mp3]
