Som forventet er soloprojektet CANT fra Grizzly Bears multiinstrumentalist Chris Taylor en række både komplicerede og catchy kompositioner. De bevæger sig ubesværet af sted på tværs af elektronik, akustik og på samme tid følelsesfuld og æterisk distanceret vokal. Lydlandskabet er rumligt set luftigt, uden det dog betyder, at der er sparet på hverken effekter eller instrumenternes detaljerigdom.
Åbneren “Too Late, Too Far” starter med klapperytme og rytmeboks i catchy forening, indtil keys og simple effekter fuldender bunden, hvorover den melodiøse vokal bevæger sig langsomt og samtidig på tværs af den multirytmiske undergrund. Popkonstruktionen er på samme tid kompliceret og indviklet og alligevel simpel nok til, at man kan holde opmærksomheden ved den gennemgribende rytmik. Når Taylor gentagende synger »You feel it fall« i sløjfer under verset, er det virkelig svært at sidde stille. På trods af, at CANT således momentant går i kroppen på én, så er der ikke tale om en synderlig organisk samling elektronik.
Lydbilledet er dynamisk, detaljerigt og bevægeligt, men fremstår til tider mekanisk, når vokalens dybe rumklang kommer til at stå i klar kontrast til de mange synths og metallisk klingende effekter. Der er ikke tale om de lagfyldte popkonstruktioner, man ellers kender fra Grizzly Bear, men en fremvisning af hjemmestudiets alsidige muligheder, og det kan være svært helt at fortabe sig i mere end et par numre.
“Answer” er ligeledes dansabel electropop med tilnærmelsesvis mørk disco-følelse, hvor vokalen svinger rundt i gentagne sløjfer, og melodien er dyster og samtidig som skabt til dansegulvet. Det lyder unægteligt som noget, man har hørt før, men det er gennemført og vellavet med et meget velkonstrueret elektronisk lydbillede.
Halvvejs inde i “BANG” er der ligeledes reminiscenser af noget letgenkendeligt, nemlig den mørke og langsommelige goth-elektros dybe synthbas, men det er imidlertid svært rigtigt at blive trukket med under som lytter. Taylors stemme ligger som æteriske ringe langt inde i lydbilledet og fremstår distanceret og alvorlig i det mørke lydbillede.
Det er imidlertid ikke kun elektronikken, der dominerer på Dreams Come True. “She found a Way Out” er akustisk guitar og melankolsk tekst. Chris Taylor synger med luftfuld følelse: »I’m still thinking about what’s gone / it’s still running but nothing’s on / it’s still on, it’s always on / sometimes you’ll come looking for me / nothing to see / but she still can.« En tamburin lægger sig langt tilbage i lydbilledet, mens vokalens lyse melodi fortsætter, og en mørk omgang synth endelig forløser. Nummeret er virkelig produceret godt, og den fremmelige placering af bastonerne som modspil til den lette og lysende tamburin et sted langt tilbage efterlader nummeret som et af de bedste i mine øjne. Og netop der kommer vi måske så ind til kernen af CANTs debut.
Dreams Come True er teknisk og håndværksmæssigt set virkelig vellavet. Der er styr på effekterne, og de er placeret steder i lydbilledet, så lytteren efterlades med indtrykket af et opfindsomt, alsidigt og velkonstrueret elektropopalbum, men som sange og som projekt er det sværere at få hold på, hvad CANT vil, og hvilket efterbillede der skal efterlades på den lydlige nethinde.
