Alchemist og Oh No valgte for nogle år tilbage at lave musik sammen – de blev til Gangrene, og det kom der fuldlængden Gutter Water ud af. Sidste år udgav pladeselskabskammeraten Roc Marciano sit glimrende debutalbum Marcberg. Nu er Gangrene gået sammen med Marciano, og selvom duoens stil generelt er mere eksperimenterende end Marcianos, har alle tre alligevel en del tilfælles: De er både rappere og producere – og de kan deres kram.
Roc Marciano starter festen med den jazzede “Momma Told Me”, som han selv har produceret. Som resten af ep’en vælter man i dominerende horninstrumenter fra ende til anden. Den højtravende produktion er som skræddersyet til Marcianos afdæmpede flow og knivskarpe battle-rap-rim. De næste par numre kan også skrives på Marcianos regning. Derefter tager Gangrene over. Selvom der er tydelige skift på ep’en, har trioen formået at skabe en stil, de kan være fælles om. Man mærker ikke nogle ubehagelige ændringer – tværtimod er der en klar rød tråd både i produktionerne, versene og de stærkt begrænsede omkvæd. Det er anti-kommercielt, støvet og humoristisk.
»You got a Häagen-Dazs heart / this is modern art« fastslår Roc Marciano på “Hoard 90”, og han skinner virkelig igennem på Greneberg. Der er ingen tvivl om, at han hører til den absolutte elite inden for sin type af rap. På store dele af ep’en kan The Alchemist og Oh No ikke følge med ham, når han rimer. Vi ved godt, at han er ustoppelig over sine egne beats, som det kunne opleves på Marcberg, og som det tydeligt mærkes i “Momma Told Me”. Det interessante ved Greneberg er derfor, at Marciano bliver sat på en prøve. Det er altid en udfordring for en rapper at lægge linjer over Alchemist/Oh No-produktioner, og den altid stensikre Marciano er lige manden at udfordre. Og han er ikke til at ryste af. Han kaster tonsvis af ordspil, referencer og onde metaforer af sig, imens han flyver derudaf på sin karakteristiske kølige facon.
Men nu er det her jo ikke en Roc Marciano-ep. Oh No og Alchemist får lige så meget taletid, og selvom de leverer forrygende produktioner til projektet, kan de ikke matche den ild, Marciano spyr. Deres punchlines er halvhjertede, og de svinger meget i niveau. Oh No er generelt ret solid med mikrofonen, mens Alchemist ofte har lidt problemer på den front. Det mærkes f.eks. på kontrasten mellem “Sewer Gravy” og “Jet Luggage”, hvor førstnævnte er jævnt kedsommelig.
Den energiske produktion i “New Shit” skiller sig positivt ud, selvom den er anderledes fra resten af albummet. På en udgivelse, der varer under 25 minutter, har lytteren ikke nødvendigvis brug for noget, der bryder billedet, men med den slags sager, disse producere kan ryste af sig, er alle døre åbne. 25 minutter er dog – stadig – ikke nok. Ep-formen passer egentlig meget godt til projektet, men der er kun én enkelt sang, der ryger over fire minutter. Der er ikke helt tid nok til at sparke igennem. Det resulterer i, at der ikke er et eneste nummer, der ryger i kategorien over mere end ‘blot’ kvali-hiphop.
Samlet set er Greneberg en solid lille udgivelse, der har masser at byde på. Men mens Roc Marciano rigtig udfolder sig, holder Alchemist og Oh No lidt igen. I hvert fald har de ikke samme gennemslagskraft som deres ven fra østkysten, selvom de glimter på lydsiden.
