Shabazz Palaces: Black Up

Manden bag Shabazz Palaces er rapperen Ishmael ‘Butterfly’ Butler fra gruppen Digable Planets, der gjorde sig bemærket i første halvdel af 90’erne. Digable Plantes har ikke været synderligt produktive, og det er måske derfor, at Butler virker så ambitiøs og sulten med sit Shabazz Palaces-projekt. Black Up er på alle måder et interessant bekendtskab. Efter at have brugt tid på at fordøje oplevelsen sidder man med en følelse af, at man ikke rigtigt havde hørt eksperimenterende hiphop før Black Up.

Albummet varer kun 37 minutter, men alligevel formår Shabazz Palaces at tage tilløb og sparke meget kraftigt igennem. Det skyldes i særdeleshed lydsiden – mere end 37 minutter havde faktisk næsten været for meget. Man kan som lytter simpelthen ikke bære mere.

Produktionerne er enormt vekslende og detaljerige. Et væld af forskellige effekter vælter somme tider ud og ind af sangene, mens der andre gange er helt skrabede passager, hvor næsten alt er skåret væk. Black Up består af 10 sange, men med alle de lydmæssige kovendinger føles det som det dobbelte. Produktionerne er utæmmede og excentriske. Man må ofte holde vejret i spænding – for hvad kan han nu finde på, og hvad var det nu, der skete sidst?

Det er ret umuligt at holde styr på, så Black Up er i allerhøjeste grad et album, der fungerer bedst i ét stræk. Det er i øvrigt også et album, hvor lydsiden kun behandles med respekt, hvis den sendes gennem gode højtalere/høretelefoner med volumen ret pænt oppe. Først dér opdager man, hvor velproducerede beats det egentlig er. Ellers lyder det blot som en mudret, forvirret masse.

Man skal være ret tålmodig med Black Up. Hverken produktionerne eller Butlers rim gør det let for én. Der er dog stadig fængende sange som “Swerve”, hvis beat, omkvæd og vers er det lettest fordøjelige på Black Up. Et af mine yndlingsbeats er dog “An Echo From the Hosts That Profess Infinitum”, der som eksempel nok giver et godt billede af lydsiden: Et kort vokalsample, der fuldstændig er klippet og massakreret til ukendelighed, lægges over nogle knivskarpe og hårde trommer. Cirka halvvejs forstummer det hele og erstattes af klokker og gnistrende synths. Så begynder vokalsamplet igen, denne gang kun ledsaget af klokkerne. Der går selvfølgelig ikke lang tid, før nogle bongotrommer finder deres plads ind. Ja, bongotrommer. Det manglede bare.

Det eneste negative ved lydsiden er, at nogle af sangenes beats er så overvældende, at de føles overproducerede. Der er også lagt en lidt for voldsom mængde effekter på Butlers vokal og andre gæstende vokaler i visse passager. Det hænder nemlig, at lyrikken drukner lidt i det virvar, man forsøger at suge til sig.

Der er meget få rappere, der passer bedre til denne slags produktion end Butler. Hans nasale stemme er enormt karakteristisk, hans leveringer er nedtonede, og hans flow er nærmest ikke-eksisterende. Han kræver simpelthen opmærksomhed fra lytteren, hvilket er dybt nødvendigt med produktioner som disse. Emnevalgene spænder ret bredt, så vidt jeg kan tyde. Der er både om stort og småt – nogle dagligdagsspekulationer, en håndfuld politiske punkter, lidt småfilosofi og en pæn portion abstrakte rim. Beskrivelser som »The nights are getting stronger / the days are getting longer / The buildings are getting bigger / outside is getting smaller / The lies are getting truer and the truth is getting brighter / Things are looking blacker, but black is looking whiter« (fra “Youlogy”) er måske ikke særlig malende. Men de er overgearede, sjove og dramatiske. Så er alt, som det skal være.

Black Up har en fantastisk uforudsigelig lydside, der er vildt mærkelig, men faktisk samtidig lyder godt. Det er en svær kunst. Det ville være et ideelt soundtrack til en nattevandring i en mørk, kold og ukendt skov. Især hvis det regnede. Hvis dét ikke lyder fedt, kan jo man også høre det indendørs. Lad endelig være med at snyde dig selv for det!