Internettet har skubbet musikernes og branchetopfolkenes Treo-indkøb i vejret. Der er nemlig nok at gruble hovedet helt af led over: Hvordan får man dog folk til at betale for musik, når den er tilgængelig aldeles gratis alle vegne?
Et af de mere bizarre svar kommer fra danske Emil de Waal og Spejderrobot, der sælger deres andet samarbejdsalbum i digital form. De har kaldt albummet Nr. 2, og hvorfor så ikke sælge det via en snes københavnske pizzeriaer? Man køber en pizza, og i æsken ligger så en kode til download af pladen, ligesom tracklisten m.v. er trykt på pizzabakkens bagside. Den er der nu nok ikke så mange, der gemmer, medmindre pizzaen ikke afsætter nogen fugt- eller duftspor. Det er vel også lige meget, når albummet bare skal lastes ned på computeren og over i mp3-afspilleren. Men hvad skulle tracklisten så dér på bagsiden? Der kan hurtigt blive behov for mere Treo.
Har man først investeret i Nr. 2, kan man imidlertid godt holde sig fra medicinskabet. Sammenlignet med duoens debut fra 2009 er der nemlig skruet ned for de vildtvoksende, udflippede improvisationer, og i stedet for at spille overgearet helteguitar viser de Waal, hvor fermt han formår at afmåle sine virkemidler som trommeslager. I “Lolcats” forener han congas med mere håndfast trommespil og sender således behagelig fremdrift ind under de ringlende synths, mens hans intensitetsskift fuldt og helt er drivkraften i den krasse “Jurassic Technology”. Her kunne det for en mindre tilbageholdende trommeslager sagtens være løbet helt løbsk i fills, breaks og hvæsende baggrundsstøj, men de Waal holder balancen fornemt.
Duoen varierer sig også fint fra nummer til nummer. Den muntre “Lolcats” afløses af ulmende bas, lurende guitar og pletvist isnende overtoner i den dystert billedskabende “Deep Pan”, og fra den dykkende, slæbende live-dub i “If All This Is Not True” ryger energien straks et par niveauer op med den techno-pumpede “Chop Chop”. I sidstnævnte udgør Spejderrobots nærmest acid-forvredne baslinje en solid rygstøtte til de Waals varierede trommespil, og med de mindre end tre minutters spilletid har man lyst til at høre mere, end man får.
Det er ellers ikke kendetegnende for Nr. 2. For mens duoen har fået ryddet op i debutens mindst inciterende elementer, er de bedste også blevet færre. Én ting er, at Spejderrobots baggrund i dubbet electronica er blevet mindre udtalt – det er for så vidt ikke et problem. Men når der samtidig mangler mindeværdige melodilinjer, genkendelige hooks, spændende breaks – ja, en hvilken som helst form for holdepunkter, der giver lyst eller ligefrem trang til at genhøre pladen – er det ikke ligefrem nogen fordel.
På Nr. 2 bryder duoen sådan set ud af de gængse genrebåse og placerer sig i et alt andet end overrendt fusionsgrænseland. Decideret frugtbart er det bare ikke, når klavermelodien i “Adele” og den fine kontrast mellem bistert knurrende basbund og lyst ringende solnedgangsguitar i “Triptyjohn” er de eneste momenter, hvor duoen for alvor skriver sig ind i huskebogen og leverer mere end legende samspil, der ikke sætter nogen spor.
Der er ingen tvivl om, at der er en god, kreativ kemi mellem de to, men også på deres anden plade lyder det, som om det er smartere at spare pengene til pizzaen og i stedet lægge dem i døren, når duoen kommer forbi et lokalt spillested.
