Den danske sang er en ond, blond Pia, var den herlige titel på en ep, som bandet Det Sejler I Effekter sidste år slap til stor ros fra danske anmeldere og ikke mindst det publikum, som har oplevet musikken live. Nu albumdebuterer trioen så med 10 velproducerede numre, hvor flere af dem har titler, der ikke lader tvivl stå tilbage om bandets politiske ståsted. Titlen ”Rønn er vårens sæk” ligger f.eks. lige i forlængelse af Pia Kjærsgaard-referencen. Ud over titlerne er der dog intet politisk ved musikken, der bortset fra et par forvrængede, undertrykte vokaler er instrumental.
De tre medlemmer har i et interview fortalt, at melodika og bas er de fortrukne instrumenter. Og det kan man godt høre. Melodikaens barnlige, naive udtryk findes i de finurlige melodilege, som lidt for sjældent præger numrene. Men overraskende nok er det ikke vildt tung og dominerende bas, der ellers gennemsyrer albummet. Bassen er til stede, og der er tænkt over brugen af den, men det er lidt overraskende, at albummet ikke er tungere. Og det sejler heller ikke hele tiden i effekter, hvilket på sin vis meget godt, for ellers ville ørerne hos lytterne blive sovset til (i effekter) og miste interessen.
Manglen af sygt dyb bas til trods er der dog ikke tvivl om, at Det Sejler I Effekter har rod i dubsteppen. Der er både den eftertænksomme af slagsen med den mørke og dystre ”Jysk Sharia” med sin rullende basbund og ”Utak er verdens efterløn”, der er helt Fourtet’sk rent melodisk og så tilsat klassisk dubekko . Og bandet mestrer også den dansable, wonky med ”Vredens duer” og ”Computerstyret baggrundsmuzak” – albummets mest udadvendte nummer – hvor der (endelig) skydes med effekter.
Bedst er numrene, hvor de velprogrammerede beats, bas og melodi virkelig spiller sammen. Det sker f.eks. på åbneren ”Muskelhund”, der lyder som et opdateret dubtake på 90’ernes dansemusik. Eller periodevis ”Ambienthore”, hvor melodikaen får plads. Andre steder står et af disse musikalske elementer lidt for længe, og det bliver simpelthen kedeligt – også selvom det er så velproduceret. ”Lokkesang” og ”Relationscoach” er gode eksempler på dette. Det betyder også, at variationen ikke helt er nok til at fastholde lytteren i albummets fulde længde. Man går til og fra rent mentalt, hvilket musikken flere steder trods alt ikke helt fortjener.
