For en gangs skyld spillede vejret smukt sammen med programmet for Orange Scene. De næsten uhyggeligt sorte skyer, der havde truet under hele Arctic Monkeys’ koncert forinden, åbnede sig umiddelbart efter, bandet var trådt af scenen. Enorme vandmængder ledsaget af lyn og torden, bragede ned over Roskilde, men stoppede velopdragent præcis i tide til, at alle kunne se The Strokes kl. 22.30 på Orange Scene uden at blive ramt af den mindste dråbe fra oven. Vejrguderne kan åbenbart godt lide cool læderjakkerock.
De fem cool newyorkere i The Strokes undslap regnen og fyrede op for en skøn fest på Orange.
Newyorkerbandet The Strokes er et af festivalens store hovednavne, og det var på denne dato, de sidst gav koncert på Roskilde for præcis fem år siden. Dengang delte de i øvrigt også dagen med Arctic Monkeys. Nu var jeg personligt spændt på at finde ud af, om Julian Casablancas og hans engang så cool bandmedlemmer stadig kunne rocke og sprede god stemning, som jeg synes, de har gjort hver eneste gang, jeg har sat deres stadig imponerende debut Is This It (2001) på. Det kunne de heldigvis. Da den altid solbrille- og læderjakkeklædte frontmand var trådt på scenen, lagde de endda ud med det på én gang tilbagelænede og festlige titelnummer derfra. Og publikum var tændt med det samme.
Det var faktisk tidligt i sættet, vi fik de helt store, gamle hits: “Last Nite” og “Hard to Explain”, som i den grad stadig holder. Man kunne måske have forventet, at The Strokes ville gemme de to, som godbidder til publikum, men det syntes de åbenbart ikke, de behøvede. Det viser en vis sikkerhed hos bandet, også på materialet fra deres tre øvrige albums, at de ikke holder de største hits som gidsler til senere.
Ind mellem flere af de gamle festrock-numre som “New York City Cops”, “The Modern Age” og “Someday”, blandede kvartetten både numre fra deres mellemliggende albums og fra det nye, Angles. Herfra var det især “Under Cover of Darkness”, med sin umiskendelige Strokes-lyd, og den mere alternative “Machu Picchu”, hvor guitaristen kunne blære sig, der gjorde lykke. Derimod syntes den nye single “Taken for a Fool” af en eller anden grund ikke helt at fænge hos publikum.
Der er ingen tvivl om, at numrene fra Is This It er bandets mest overlegne og festlige, og dét ved The Strokes sikkert udmærket godt, og derfor var de gode til at dosere portionerne, så det skiftede mellem det for publikum mere og mindre velkendte hele tiden. Vekselvirkningen var rigtig fin og det var bestemt veltilrettelagt.
Casablancas og resten af bandet virkede veloplagte og glade for at være ude at spille, trods rygter om gnidninger i bandet under tilblivelsen af Angles. Hvis rygterne er sande, kunne man i hvert fald intet mærke til det til aftenens koncert. Halvt danske Casablancas var tydeligvis i godt humør og pludrede lidt dansk med publikum og spurgte først: »Har I det godt?!« og fortsatte: »We’ll talk Danish later« – og det gjorde vi så også. Casablancas fortalte senere, at han forstår meget dansk, men ikke kan sige så meget. Det er mest hos hans »mormor and morfar«, han hører det, og de siger mest ting som: »Nej nej, Julian, det må du ikke«, citerede en munter Casablancas på dansk inden han igen slog over i newyorkeramerikansk.
Mod slutningen sneg Casablancas kortvarigt solbrillerne af og fik sig et rigtigt kig ud mod det glade publikum. Men de var på igen, da bandet med vanlig nonchalance afsluttede sættet med energibraget “Take It or Leave It” – en altid oplagt afslutter, der siger til publikum: ‘Dét er, hvad vi har, tag det eller lad være’. Jeg tager det gerne! Det var en fornøjelse at høre de bedste numre fra Is This It igen live, og det gav blod på tanden for at (gen)opdage bandets yderligere albums. Og især var det bare en glæde at høre The Strokes i god form. Velsammenspillende og entusiastiske.
