Lukestar var forhippede på at starte en fest – og det lykkedes langt hen ad vejen.
Odeon holdt på sit og skabte en lille og intim nordmandsfest, mens resten af festivalen rockede ud til Iron Maiden og PJ Harvey. Norske Lukestar var selv tidligere festivalgængere på Roskilde og virkede så opsatte på at skabe en mindeværdig fest, at de næsten bogstaveligt talt fik spændt ben for sig selv, når de fløj rundt på scenen.
Stemningen var sat med et naturtema, der hældte mod det folkede. Sort-hvide dyrebilleder hang ned fra loftet, og bandet gik på scenen akkompagneret af fuglefløjt. Første nummer lagde sig da også op af en melankolsk, storladen rock med folkelementer som violoin og harmonika, men derefter var fokus lagt på forpustende hurtig indierock. I front stod forsanger Truls Heggero, som har noget mere kropslig volumen end Jonas Bjerre fra Mew, men som ikke desto mindre svinger sig op mod samme falsethøjder. Lukestar trækker på nogle af de samme referencer som Mew – de storladne gestusser og indierocken – men de er i højere grad orienteret mod en simpel og festlig lyd.
Og festen blev ikke kun skabt i lyden. Lukestar kunne opbygge sig en betydelig efterskolehype. Keyboardspilleren forlod tangenterne for at danse frem på scenen med en tamburin. Heggero åbnede et nummer ved at lave ‘rockhoppet’ – manøvren, hvor man finder et trin, laver et nogenlunde overbevisende spring og slår guitaren an i samme bevægelse. Den psykedelisk-kjoleklædte guitarist, der lejlighedsvis flashede sin bagdel, forsøgte at lave et run til den anden side af scenen, men syntes at tabe sit stik undervejs. Og samtidig kørte harmonika og violin lystigt i baggrunden. Showet var så entusiastisk og samtidig lettere kikset, at man ikke kunne andet end at holde af bandet. Bandet syntes også at holde af publikum, for under et af de mange ekstranumre blev der kastet T-shirts i grams.
Musikken tog fra tid til anden en drejning mod det postrockede og Arcade Fire-agtige med råbekor, men samlet set blev udtrykket så kompakt og mættet i sin buldrende indierock, at man også selv begyndte at føle sig noget overmæt, førend Lukestar havde slået den sidste tamburin an.
