Kurt Viles koncert var en mudret og uengageret affære.
Nogen i Kurt Viles omgangskreds burde bede ham stramme sig gevaldigt an. Rette sig op, ryge noget mindre pot, ja, endda klippe den ustyrlige manke, hvis det hjælper. Hvad som helst der kan få sangeren og guitaristen til at bekymre sig om kvaliteten af det produkt, han tilbyder sit publikum i en livesituation.
Havde Vile været en dårlig musiker, havde det været nemmere at trække på skuldrene. Men det ikke tilfældet. Over fire albums har Vile hurtigt udviklet sin personlige lyd og vist, at han efterhånden kan levere en forrygende afvejning af tilbagelænet slackerrock og chillwave, dygtig bluesguitar og indsmigrende melodier, og som det er tilfældet med de allerbedste sangsnedkere, får man naturligt nok lyst til at se ham på scenen – ved arbejdsbænken i en opslugt bearbejdning af toner og akkorder.
Desværre kan ovenstående beskrivelse af Viles musik uden større nuancetab barberes ned til ‘slack’, når det kommer til fremførelser live. Med to guitarister på scenen i kraft af The Violators-akkompagneringen burde vilkårene for en veludført guitarkoncert ellers være i orden, men Vile og hans band spillede præcis, som de så ud, som de snakkede, og som de bevægede sig: mudret og ugideligt.
Derfor er det svært at udpege højdepunkter i sættet, der med udgangspunkt i den nyeste plade, Smoke Ring for My Halo, ellers havde nok velskåret materiale at tage af. Nærmere var det en skuffelse, når fremragende numre som “Jesus Fever” eller “On Tour” forplumredes fuldkommen i uformelig reverb, og Viles vokal også ofte forsvandt i den grumsede lyd. Ikke en eneste gang i løbet af disse numre kunne man dechifrere lyden af en anslået guitarstreng i massen. Derfor var det nærmest tragikomisk, at Vile under “Peeping Tomboy” blev imødekommet af en publikumhyldest, da han præsterede at levere fire gange fem sekunders fingerspil af mindre fin karat – eller da en af hans medmusikere fandt en saxofon frem under “Freak Train”, som selv en person med hundehørelse må have haft svært ved at udpege i lydbilledet.
Kurt Vile og the Violators var ugidelige og sløje. Det er den korte dom, der bedst kunne have matchet mit engagement med de fire musikeres.
Hmmm… temmelig misforstået. Signe har nok været et andet sted end de fleste andre. Koncerten var fremragende, og helt i tråd (! – fik I den) med KV’s seneste gode album. Teltet var da også helt klart med bandet. Så nej, Signe – gutterne var ikke ugidelige og sløje; de performer bare lidt anderledes end normale rockstjerner.
Virkelig en dårlig anmeldelse… Ligesom hvis man skulle bede en operasanger anmelde en metalkoncert eller sådan noget. Helt misforstået fra anmelderens side.
Her er min opfattelse: Bandet spillede genialt, det swingede netop på den der slackermåde, som kan være svær at opnå. Musikerne var ekstremt dygtige, selvom det var tilbagelænet og slackeragtigt, var det ekstremt tight – de lavede ikke nogen fejl! Især trommeslageren spillede sindsygt godt. Samtidig var Kurt Vile mega cool og havde skrevet nogle rigtig gode sange…
så hvis man ikke kender til den her genre, skal man ikke anmelde en koncert af den genre. Undskyld mig hvis jeg tager fejl, men det virker lidt som tilfældet.
Mvh Mads
Hej Mads
Tak for din kommentar. Som jeg også pointerer i anmeldelsen, synes jeg, at Kurt Vile laver forrygende musik (du kan se min anmeldelse af hans seneste plade her: http://www.undertoner.dk/2011/03/kurt-vile-smoke-ring-for-my-halo/). Et forbehold over for genren som helhed mener jeg derfor ikke, man kan klandre mig for at have.
Mvh. Signe
Okay klart nok… Jeg forstår bare ikke hvad du havde forventet så? Altså hvis du havde givet koncerten en 3-4 stjerner havde jeg ikke gidet at skrive en kommentar – det ville være forståeligt nok, man kan have en forskellig oplevelse (jeg synes den var på omkring 5 stjerner), men du giver den kun 1. Det virker lidt useriøst synes jeg. Både gaffa og soundvenue giver henholdsvis 4 og 6 stjerner – hvis man læser de anmeldelser kan man se at de to anmeldere har lagt vægt på nogle forskellige ting, hvilket er fair nok. Men at give den 1 stjerne, hvilket vil sige at det skulle være en elendig koncert, er bare helt ude i skoven. Sorry. Jeg ved godt anmeldelser selvfølgelig er subjektive, men det forventes dog stadig at anmelderen har en vis faglig kompetence for at anmelde. Det er træls når anmeldere uberettiget hagler et band ned – derfor skriver jeg dette lidt sure opstød – spiller selv musik og ville være meget bekymret over at du skulle anmelde min musik!
Hej Mads
Det er ikke nogen hemmelighed, at Kurt Viles koncerter deler vandene. Hvis du er et tålmodigt menneske, kan du prøve at læse diskussionen, der var på musikforumet Svingninger i forbindelse med hans Vega-koncert i foråret: http://www.svingninger.dk/viewtopic.php?f=26&t=30982&hilit=kurt+vile.
Du har uden tvivl ret i, at det er nogle forskellige faktorer, du, jeg, Gaffa og Soundvenue lægger vægt på, når det kommer til at vurdere manden på en scene. Jeg ser først og fremmest Kurt Vile som en musiker, der på plade er enormt dygtig til at få sine fremragende guitarkundskaber til at harmonere naturligt med et tilbagelænet og løst lydbillede. I mine øjne er den harmoni slet ikke at finde til hans koncerter. Jeg mener ikke, der er behov for, at jeg gentager mine holdninger fra anmeldelsen, men overordnet kan jeg ikke forstå, at Vile høster ros for at hvile i sig selv og være løssluppen og afslappet (eller slacket, som jeg kalder det i anmeldelsen), når det sker på bekostning af detaljerne i hans lydbillede.
Jeg mener oprigtigt, at det langt hen ad vejen var en decideret elendig koncert. Det er første gang i mine fire år som anmelder på Undertoner, at jeg har givet én stjerne til noget som helst, og det er bestemt ikke en karakter, jeg smider på bordet uden grundige overvejelser. Jeg er udmærket klar over, at jeg aldrig bliver enig med dem, der mener, Vile spiller fem-stjernede koncerter, men i mine øjne fortjener denne del af hans virke at modtage hård kritik.
Mvh. Signe
fok den ene stjerne eller ej -kurt vile spiller ikke chillwave!
Jeg ved ikke om antallet af stjerner er berettigt, men jeg er enig med anmelderen i at koncerten var en skuffelse (og meget forundret over Soundvenues 6 stjerner/kanopy’er).
Højdepunktet var helt klart den korte stund, hvor Kurt Vile stod alene på scenen.