Julianna Barwick havde været bedre tjent med at spille 35 frem for 55 minutter.
Over Gloria-scenen hænger en håndfuld forskudte hvide halvbuer, der set på afstand ligner kirkehvælvinger. På ladens loft kan man se en række projektioner af kvinden på scenen, Julianna Barwick. Hendes musik lyder, som lokalet ser ud: Hun looper sin stemme i bidder af nogle sekunders varighed og lader de mange loops ligge side om side, og takket være de rigelige mængder af rumklang er parallellerne til kirkekormusik tydelige.
Efter en festival med mange lydproblemer under de stilfærdige koncerter på Gloria kan det godt give bange anelser, hvordan Barwicks sakrale, sfæriske skønhedssøgen skal klare sig over for et udkogt festivalpublikum og My Chemical Romances Orange-koncert. Frygten skrumper ikke ligefrem, da hun under det meste af åbningsnummeret skæver ængsteligt mod lydmanden, men måske er det bare indledende nervøsitet, der driller. Den følgende halve time bygger hun nemlig tålmodigt og sikkert sine langsomt eskalerende lag-på-lag-kompositioner op, så deres voksende fylde fortrænger publikums snak. Nogle af numrene tilføjes simple lave trommeslag eller samplede guitar- og klaverrundgange, men uden at de tager fokus fra de altomfavnende vokalflader.
De mange lyse tonerækker giver musikken et himmelstræbende præg, og visse steder er det ikke urimeligt at sammenligne Barwick med Enya. I koncertens første fem-seks numre afværger hun imidlertid dygtigt at lave helseyoghurtreklamemusik ved hist og her at flosse vellyden lidt. Eksempelvis ved at lægge lag ind, der skaber korte dissonante øjeblikke, eller ved at tilføje nedadgående tonerækker, der kontrasterer det høje leje og får det til at virke endnu smukkere.
Skønheden til trods begynder Barwicks udtryk imidlertid midtvejs gennem koncerten at blive lidt for ensartet. De diskante vokallinjer med de udechifrerbare ord begynder at minde meget om hinanden fra nummer til nummer, og det bliver vanskeligere at sætte pris på det brusende, katedralrungende lydbillede. Så hjælper det selvfølgelig heller ikke, at lydforholdene bliver noget kritiske. Som man står dér og hører højtalerne skratte de lyseste lag af kompositionerne itu, er det i hvert fald svært ikke at tænke, at musikken ikke kommer til sin fulde ret. Nogen burde sætte en Barwick-koncert op i Brorsons Kirke eller et lignende sted.
