Foals sammenvævede modsatrettede udtryk til et musikalsk kludetæppe, der aldrig blev kedeligt.
Den engelske kvintet Foals indtog Arena i en sky af røg, dronede bas og trommegange, hvor forsanger Yannis Philippakis vokal skabte det melodiske i nummeret – lige til skiftet kom, og melodien slog over i den groovy dancepunk, Foals blev kendt for på debutalbummet Antidotes. Koncerten bevægede sig herefter mellem debutalbummets mathrock, staccato-vokal og punkede feststemning og 2010-opfølgeren Total Life Forevers mere melodiske og undersøgende lyd. Hvor sidstnævnte har fået kritik for ikke at bevare debutpladens spændingsopbygning og forløsning, så var det på ingen måde et problem live.
Foals viste nok en gang deres værd som et crescendocore-band, der formåede at veksle mellem balladen, det postrockede og det dansabelt punkede inden for hvert enkelt nummer. Selv et nummer som “Spanish Sahara”, der startede markant mere stille end flertallet af energiudladningerne denne aften og præsenterede en noget sløj lyd på Philippakis vokal, blev samlet op igen med en omgang instrumental postpunk. Foals formår at bygge deres sange op mod klimakser, der samler selv de mest sløvende øjeblikke i oplevelser af helstøbt vellyd. At bandet samtidig spiller imponerende tight og energisk sammen, trækker bestemt ikke ned. Guitaristen Jimmy Smith slog hoppetakten an allerede fra andet nummer og holdt tempoet koncerten igennem – sprøjtede vand ud over publikum og spillede op mod Philippakis og bassist Walter Gervers, mens trommeslager Jack Bevan sørgede for at bibeholde nerven gennem numrene med et stramt trommespil. På tredjesidste nummer, “Brazil Is Here”, greb også Philippakis til trommestikkerne og supplerede Bevan fra scenens forkant i et trommeintermezzo, der sagtens kunne være blevet ført endnu længere ud uden at tære på publikums tålmodighed.
Koncerten blev dog aldrig en hoppefest. Publikum holdt sig pænt på jorden gennem det meste af koncerten og virkede mere betaget af opvisningen i musikalsk kludetæppevævning, samspil og sceneattitude, som høstede bandet begejstrede klapsalver. Foals er et imponerende liveband, der formår at udvise spilleglæde internt i bandet, samtidig med at den også rettes udad. Om det var regnen, de mange musikalske skift eller de mere stille passager, der trak fødderne nedad hos publikum, er et åbent spørgsmål, men Foals selv var så veloplagte og -spillende, at det var en fornøjelse at overvære.
