Sven Weisemann er glad for plader.
I festivalprogrammet var Desolate (alias for Sven Weisemann) blevet sammenlignet med Boards of Canada og Burial. Sammenligningerne synes lidt upæcise i forhold til musikken, men måske det skyldes denne anmeldelse, der er en komparation af Desolates nye album The Invisible Insurrection – som desværre er blevet overset her på Undertoner – og Burials hitalbum Untrue. Det er muligt, at det er stilen fra Burials genkendelige two-step, der præger dette album, men det synes jeg ikke helt var det, Weisemann lavede på scenen.
Det var behagelig chillout electronica med house-elementer, men gode klangfigurer eller samples var der ikke rigtig nok af. Publikum var mestendels siddende, og jeg er overbevist om, at mange – mig selv inklusiv – nød koncerten. Det blev dog aldrig helt vedkommende, og sceneshow, live-mixing og brug af rigtige instrumenter eller lignende var fantasiløst holdt til en mand bag en Mac og nogle bølgende farveskift på den ellers så smukt designede Gloria-scene.
Okay, vi skulle også lige vænne os til den nye og bette scene gemt i mellem de store lader. Jeg er dybt enig i behovet for ‘intimscene’, men burde det virkelig være på bekostning af Astoria. Jeg er fortaler for at få den gamle scene tilbage. Den var så skøn at høre eftermiddagskoncerter med verdensmusik på.
Det føltes, som om musikken ikke så meget handlede om personlige anliggender, men derimod om en velbehagelig og indadvendt form for dubbet house, som man kan sidde ned til, og de gjorde de fleste jo også – matte i sokkerne og lettere forbrændte af den søndagssol, der dagen igennem havde fået mudderpølene til at mindskes. Musikken blev koncerten igennem mere spændende, men intetsteds direkte fantastisk. Det var således en so-so sidste koncert for mit vedkommende på årets Roskilde.
