Chase & Status skabte en folkefest, der vil gå over i Roskilde-historien.
Koncerten med Chase & Status vil blive én af de koncerter, man i de kommende år på festivalen kan blære sig med, at man var en del af. Eller man kan fortælle skrækhistorien om, hvor masende og sindssygt aggressive moshpittene var. Lige meget hvordan man oplevede koncerten, er det åbenlyst, at den i Roskilde-sammenhæng må anses som værende historisk. Jeg har svært ved at genkalde mig en mere ekstrem koncertoplevelse i mit liv. Det var som en opdateret jungle-udgave af de folkefester, som bl.a. sidste års Roskilde-optrædende The Prodigy gav i 90’erne.
Koncerten blev på grund af sin intensitet ret hurtigt afbrudt, og der stod ‘Intermission’ på storskærmen, som ellers var prydet af kæmpe avatarer af de kunstnere, der har medvirket til at skabe bandets overdimensionerede stadion-jungle og drum’n’bass. En moderniseret udgave af den gamle 80’er-trend med såkaldt ‘kravlegårds’-trommesæt indrammede den eminente trommeslager i en planetarisk ellipse. Bare tanken om at spille så hurtigt, afvekslende og intenst maner alle til respekt. Enhver kan sgu da lave et drum’n’bass-beat, men at spille det i halvanden time, det kræver dælme skills og kondi.
Publikum skreg »fisse« og »lå lå lå«, og selvom det måske kunne opleves som platte fuldemandsråb, hvilket det jo sådan set også var, så var råbene, moshpittene og de mange gange, hvor folk hoppede og gik totalt amok, med til at skabe koncerten. Det var poppet og folkelig drum’n’bass med mange elementer fra hardcore dubstep, som den f.eks. Rusko spiller, når han er vildest. Man skal så bare forestille sig Rusko i en jungle-version, og så er det ikke svært at forstå, at resultatet torsdag blev mange tusinde mennesker, der smadrede rundt. Alle skreg de med på omkvædet til Red Hot Chili Peppers’ “Give it away” og endnu højere og vildere på Rage Against the Machines legendariske sætning: »Fuck you! I won’t do what you tell me!«
Selvom jeg befandt mig bagerst i teltet, var det, som om jeg stod forrest, for selv folk uden for teltet hoppede og dansede. Kondensvand drev i tykke strømme ned i teltdugens konkave inderside. Ja, det dryppede ligefrem. Nogle af mine venner, som jeg mødte senere på natten, havde været inde i de vilde og voldsomme moshpits. To af drengene viste stolt deres blodige flænger, og de sagde begge, at de var rørte over, hvor godt folk passede på hinanden. Denne samhørighed midt i den infernalske jungle er helt smuk og politisk progressiv. Det er noget af det, Roskilde byder på: ekstrem musik, der forener. Simpelthen livsbekræftende på en nærdødsagtig måde. Et af mit livs allerstørste koncertoplevelser. Usammenligneligt med meget andet end ragnarok.
