Black Milk kunne med fordel have skruet ned for sine jazzsoli og op for sine stramme beat.
Roskilde Festival kom godt i gang med én af to samtidige åbningskoncerter. 17.30 tonede en 3d-animeret monster-konferencier op på Cosmopol og lignede noget, der var løgn eller i hvert fald fra Langelandsfestival eller Lalandia. Heldigvis trådte backingbandet ind og besatte trommer, turntables, bas og keyboard og gav os en forrygende frisk livekoncert.
Rapperen Black Milk (Curtis Cross) var på fra start til slut. Han spillede flest numre fra sine seneste to studiealbums Album of the Year og Tronics. Black Milks styrke er helt klart hans enorme talent som hiphop-producer, hvor det er kærligheden til funk, jazzede beat og soul, der bestemmer lyden i de lagdelte kompositioner. Han havde dog på ingen måde tænkt sig at spille som på sine albums. I stedet havde han gjort som eksempelvis The Roots og satsede alt på, at backingbandet skulle sætte godt gang i en kvalitetsmættet hiphop-fest.
Det virkede lidt irriterende i starten, først og fremmest fordi trommeslageren var utight på de første på numre. Det er ikke sexet. Han kom til gengæld enormt godt efter det og gav bl.a. to fede trommesoli. De andre musikere fik på bedste jazz-vis også en solo hver, bortset fra manden bag pulten, dj’en med turntables og computer, der ikke gjorde meget væsen af sig. Der gik altså mere funk- end hip hop-koncert i den, og der blev lidt for mange gange sagt noget om, at J Dilla var den sejeste. Det er han måske nok, men det virkede ikke særligt selvstændigt at bruge hans navn som autoritetsmarkør. Hvis en rapper elsker og savner J Dilla så meget, så burde han måske skrue ned for liveelementet og sine funky jazz-soli og op for de mange fede detajler og lag, der præger de geniale beat. Beat er nemlig markeret med en slags signatur, ligesom Dillas, DJ Premiers, Pete Rocks osv. Hos Black Milk var eksempelvis var nummeret “Matrix” featuret og produceret af Sean Price og Premier. Her var signaturen ikke tydelig nok efter min smag. Derudover er Cross ikke den sygeste rapper i verden. Han har da en god teknik og et fedt nok flow, men teksterne har bare ikke rigtig noget på hjerte.
Det første nummer, som virkelig fik mig i gang, var “Welcome (Gotta Go)” fra hans seneste plade. Selvom det er et af de mere afdæmpede numre, så emmer det bare velduftende coolness. »Give the drummer some,« lød det, og det gjorde vi da, for han fandt endelig et fodfæste, der holdt koncerten ud, og bandet blev rigtig vildt; et begejstret publikum svarede igen med hænder og håndtegn og hopperi og hujen.
Lignende hooklines som »give me the hi-hat groove« og »lossin’ up« blev ligeledes fint besvaret, og da koncerten sluttede, og vi skulle forlade Cosmopol, var regnen holdt op, og skydækket virkede tyndere og lysere, nu hvor øjnene havde vænnet sig til mørket inde til hiphop-festen. Men at regnen kom, kunne vel ikke have undret de ordsprogskyndige, fordi solen i går gik ned i de forblæste lange, tynde skyer. Som man siger: ‘Når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk.’
True shit, ligesom Black Milk. Peace og tørvejr. Til dem der opholder sig på Roskilde kan jeg kraftigt anbefale at smutte ned på Odeon kl. 19.00 i dag og få set Atmosphere. Det bliver helt sikkert også godt.
