Alcoholic Faith Mission var tydeligt begejstrede over at spille på Roskilde, og begejstringen smittede.
PJ Harvey på Arena og Iron Maiden på Orange. At to af Roskilde Festivals hovednavne spiller på samme tid, kan nok skabe kriser i publikums programlægning, men at skulle konkurrere mod mastodonterne kan for et lille band være et decideret dødsstød. Derfor blev jeg positivt overrasket, da jeg 21.30 troppede op til et næsten fyldt og særdeles oplagt Pavilion-telt, der ikke blev mindre feststemt, selvom klokken passerede 22, og PJ Harvey gik på scenen ovre på Arena.
Nærmere var det et særdeles hengivent publikum, der tog imod et særdeles hengivent band, da mørket var begyndt at falde på. Selvom Alcoholic Faith Mission med deres folkede indiepop ikke er så store herhjemme som f.eks. Cody, der netop var gået af naboscenen, har de med deres tre fuldlængdealbums plus deres seneste ep skabt sig et bagkatalog med en række solide og iørefaldende sange. Allerede da bandets to frontfigurer Thorben Seierø og Kristine Permild alene betrådte scenen og slog koncertens første toner an, stod det da også klart, at fanskarens ikke så store omfang bestemt ikke gjorde den mindre dedikeret.
Med Seierøs og Permilds vokaler i front for de lidt skævtskårne folksange, der med uventede breakdowns eller instrumentelle drejninger fremstod friske gennem hele sættet, var det altså en smal sag at få publikum op til dansefest. Aftenens værter var nu også et temmelig underholdende selskab – f.eks. kom det til sidst frem, at Seirøs gentagne opfordringer til publikum om at drikke masser af vand skyldtes, at bandet netop var hjemvendt fra en svensk festival, hvor en seddel i backstagelokalet rådede musikere til at komme med denne bemærkning, hvis de ikke kunne komme på andet at smalltalke med publikum om mellem numrene. Det kunne Alcoholic Faith Mission nu godt, og selvom den sene aftentime i deres selskab aldrig blev helt overrumplende rent musikalsk, var bandets koncert et velspillet og humørfyldt springbræt til aftenens sene koncerter.
