Dette er ‘Den mest ekstravagante single i historien’! I hvert fald hvis man skal tro pressemeddelelsen, der præsenterer Datarocks nyeste udspil, Catcher in the Rye. Bandet har ganske vist heller ikke sparet på noget. Både format og indhold er bemærkelsesværdigt, eller hvis man skal sige det med norsk entusiasme: EKSTRAVAGANT!
Hvis du anskaffer dig Catcher in the Rye, bliver du mødt af en lille diamantformet vinylfigur. Figuren begynder dog ikke at synge sangene, men hvis man skruer hovedet af figuren, finder man en USB-pind, der til trods for dens lille størrelse indeholder en hel del.
Da jeg først blev klar over USB’ens omfang, blev jeg glad og sulten, præcis som når jeg planlægger at købe en isvaffel med 12 kugler. Det ser rigtig godt ud, inden jeg sætter tænderne i guffen, men det ender altid med, at jeg får ondt i maven og mest af alt har lyst til at fodre mig selv til de forbipasserende ænder.
På USB’en fandt jeg blandt andet bandets to tidligere studiealbums, remixes, B-sider, en koncertfilm, musikvideoer og private fotos. En ordentlig smøre på 3,5 GB, som i grunden kan beskæftige mig, indtil jeg skal åbne julegaver. Mængden af materiale tog næsten pusten og lysten fra mig, men USB’en blev i computeren. På trods af det voldsomme omfang er fokus nemlig noget meget mere overkommeligt. Med tracket ”Catcher in the Rye” følger en ep med samme navn, hvilken må ses som den egentlige hovedattraktion. Derfor er det også udelukkende musikken fra denne ep, der her vil blive anmeldt.
Ep’en er, i modsætning til hele USB’ens indhold, ikke en ti retters menu, men nærmere en lille let dessert, man nemt kan spise flere gange i træk. Åbningsnummeret ”Catcher in the Rye” er meget, meget stærkt Talking Heads-inspireret. »Ai yai yai yai yai… I don’t want to be no hero,« synger forsangeren, der nok har lyttet en hel del til David Byrnes karakteristiske røst. Nummeret kører ufortrødent derudad med en fremtrædende basgang, et elguitar-riff og et markant trommespor. Problemet er bare, at vokalen er alt for påtrængende, hvilket gør, at hele sangen bliver en belastning.
Men det er heldigvis også det eneste minus ved ep’en. De næste tre numre er nogle lækre skæringer, der både får en til at danse og synge med. ”Position of Love” behersker dynamikken og svinger fint mellem et low-key og baspræget vers til et powerpop-omkvæd. Ep’ens tredje nummer bliver i indiepop/elektropop-stilen og gør sig især bemærkelsesværdig med små fine melodier fra et keyboard og flere melodiøse og insisterende guitarriff. Som prikken over i’et er vokalen dubbet hele vejen i igennem sangen, hvilket fungerer rigtig godt.
Numrene bliver bedre og bedre hele vejen igennem ep’en. Den sidste egentlige skæring, ”Passive Aggressive”, er efter min smag også den bedste af slagsen, både hvad angår melodi og tekst. Melodien bliver flot ført frem af vokalarrangementets call and response, hvor forsangeren får svar fra et kor. Bag vokalen spiller en silkefin guitarmelodi, der skaber en god kontrast til de hurtige trommer. Teksten er finurlig, men stadig en, jeg kan nikke genkendende til. »I don’t know what’s worst, should I try a little harder or should I leave her first.« En ulykkelig og forvirret karakter, der beklager sig over en uduelig partner. »She lets me out, but she puts me down / she’s not a freak in the bed, she’s a freak all around.«
Efter ”Passive Aggressive” varede mit smil ca. tre sekunder, inden jeg igen mærkede skuffelsen fra ep’ens åbningsnummer. Datarock har nemlig, til min store irritation, valgt ”Catcher in the Rye (Extended Version)” som ep’ens femte og sidste nummer, hvilket er fuldstændig unødvendigt og et stort minus for mit samlede indtryk af ep’en.
Overordnet er ep’en Catcher in the Rye dog et velfungerende udspil fra de norske elektrorockere. Bemærkelsesværdig er især bassen og trommerne, der fungerer utroligt godt sammen og lever i symbiose med vokalen. Jeg kan klart anbefale at anskaffe ep’en, hvis man altså kan abstrahere fra både åbningsnummeret og slutnummeret.
