Undertoners guide til Roskilde ’11: intimkoncerter, indie og uhygge

Musikken tæt på kroppen – fem intime koncertoplevelser

Roskilde Festival er et oplagt sted for små bands at få mere opmærksomhed, end deres koncerter kan skabe til hverdag, da tilfældets råden eller et hul i tidsplanen ofte bringer flere publikummer forbi de mindre kendte navne. Dog er f.eks. Pavilion-scenen ikke altid det ideelle sted at opleve kunstnere, der med spage vokaler eller afdæmpede arrangementer gerne vil helt tæt på sit publikum uden at tage de store armbevægelser i brug. Det forsøger Roskilde Festivals nye tiltag – Gloria-scenen – i år at rette op på, og med sin placering i et roligt hjørne af festivalpladsen og en kapacitet på 1000 personer er forholdene på papiret da også ideelle for at komme helt tæt på de små koncerter.

Hele fire af de fem her anbefalede koncertoplevelser knytter sig da også til Gloria-scenen, og første nedslag i programmet er på fredag eftermiddag, hvor Valby Vokalgruppe tropper op uden så mange andre remedier end sig selv. Med ni kvindelige medlemmer, der blandt andet har rod i så velrenommerede danske bands som Chimes & Bells, Thulebasen, Gud er kvinde og Kirsten Ketsjer, kan man kalde sammenslutningen for en dansk supergruppe – hvis man da kan tillade sig at bruger sådan en kraftladet udtryk om en samling musikere, der udelukkende arbejder med ordløse vokaler. I harmonierne mellem de mange medlemmers stemmer opstår instrumentløse, men stærke melodier, og deres spændende a capella er ikke nogen dårlig indgang til den mere actionpakkede del af fredagens program.

Hymns From Ninevehs Jonas Petersen.

Lørdag kan man med fordel starte ved Odeon, hvor Hymns From Nineveh spiller dagen i gang. Bag pseudonymet står Jonas Petersen, der tidligere på året udgav sit roste debutalbum. Selvom Petersen giver plads til en alsidig instrumentering med klaver, strygere og til tider endda en helt tempofyldt rytmesektion, er intimiteten og den fine, skrøbelige melodiøsitet de vigtigste komponenter i den folkede singer/songwriters udtryk. Kunne du tænke dig at få serveret Fleet Foxes i en mindre højstemt version, er Odeon stedet at indfinde sig.

Kan du ikke få din folk knugende nok, skal du til gengæld troppe op ved Gloria kl. 19. Her spiller Kloster blandt andet numre fra deres fremragende plade fra sidste år. Det religiøse islæt har altid været centralt i Klosters musik, men selvom de forsagte vokalharmonier og den elegiske intrumentering er omdrejningspunktet, bliver Kloster aldrig for højtideligt eller påtrængende. I stedet er der mulighed for at nyde en intim aftentime i selskab med smuk, spirituel musik.

Inden da kan du imidlertid høre det tidligere Czars-medlem John Grant give koncert på selvsamme scene. Hans klaverdrevne ballader ikke er så indesluttede som førnævnte Klosters, og hans kammermusiske orkestreringer kan til tider kan give musikken en helt svulmende fremtoning. Alligevel er nærværet decideret intenst, når Grant synger om en svær eksistens som homoseksuel i et religiøst miljø hen over sine ofte forrygende melodier og arrangementer.

Hvis festivaltrætheden er ved at indfinde sig søndag, men vil du gerne vil holde den gående helt, til Orange Scene takker af, kan du overveje at holde halvleg i selskab med Julianna Barwick. Sidst på eftermiddagen indtager hun Gloria med sin sfæriske, ordløse sirenesang. Omkring den vugger fjerne vokalharmonier og loopet klaver, og der opstår et diset, vemodigt udtryk, som kunne akkompagnere aftenduggen, mosekonens bryggen – eller som her din eftermiddagsmeditation. (SP)

Fem stk. med stram og eklektisk indie, tak

Er man hverken til intime og sfæriske stjernestunder eller akustisk doom i alskens uhyggelige forklædninger, så kan man med rette styre føleren ind på den både stramt poppede og eklektiske indierock, som Roskilde Festival vanen tro også byder på.

Allerede i opvarmningsdagene findes flere gode bud på nogle af festivalens højdepunkter inden for genren – i hvert fald set gennem den nationalistiske hornbrille. The Malpractice udgav sidste år sit debutalbum, der her på siden blev rost til skyerne for sin stramme, velfungerende rock med sans for velplacerede riff og skarpe melodier. Bandet er seneste projekt fra Johannes Gammelby, der tidligere har gjort sig bemærket på den danske indiescene i konstellationer som I Am Bones og Beta Satan, men tidligere tiders genreeksperimenter skal du antageligt spejde langt efter på årets festival. Til gengæld kan du troppe op med en berettiget forventning om at få serveret medrivende indierock uden de store dikkedarer. (SP)

Danske 4 Guys From the Future spiller på Pavilion Junior mandag den 27. juni klokken 16.00, og bandet med den ekstremt alsidige lydside er blevet hypet godt gennem det seneste år. Måske grundet bandets sammensætning af talentfulde musikere fra bl.a. Lily Electric, The Asteroids Galaxy Tour, Rumspringa, One Year From Home og Straight From the Harp – måske grundet pladeselskabet, der udgiver dem. Det er nemlig Rom/Zidore-selskabet Tambourhinoceros, der ofte har fingeren skræmmende stramt presset på pulsen. 4 Guys From the Future byder på alt fra drømmende artpop med gentagende mønstre og lyse vokalhamonier til støj og krautlignende strukturer. Med andre ord kan man forvente alsidig og ideel sommermusik, og i koncertsammenhæng har kvartetten tidligere skruet gevaldigt op for den psychstøjende side, der synes at passe dem glimrende.

Apropos hype, så har New York-bydelen Brooklyn i længere tid været opfostringssted for så mange hypede grupper,at man næsten ikke orker at starte listen. Også danske Alcoholic Faith Mission tog sine spæde musikkollektivskridt i bydelen tilbage i 2006 og har siden haft en del succes i udlandet, mens den helt store opmærksomhed på hjemmefronten indtil videre har ladet vente på sig. Efter en koncert for en tætpakket sal ved dette års Spot Festival er det dog måske ved at vende, når bandet tropper op på Pavilion torsdag den 30. juni klokken 21.30. Tidligere har det alkoholiske missionsfolk spillet på bl.a. branchefestivalerne Popkomm i Berlin og SXSW i Austin, Texas, og på den prestigefyldte newyorker-festival CMJ. Sæt næsen op efter melankolsk rock med talentfulde livemusikere, dobbeltstemmig sang (m/k) og et dynamisk sæt, der veksler mellem simple og fyldige og multiinstrumentale opsætninger.

Ja, og så blev listen over smarte, hypede og talentfulde Brooklyn-bands alligevel fortsat, for indierockguderne i TV on the Radio spiller lørdag den 2. juli kl 18.00 på Arena. Her præsenteres eminent eklektisk artrock, hvor postpunk, electro, freejazz og soulelementer blandes i en ekstremt anmelderrost smeltedigel. Albums som Return to Cookie Mountain (2006), Dear Science (2008) og senest Nine Types of Light (2011) har fået newyorkerne på stort set alle kritikeres top et eller andet-liste over årets bedste plader og har naturligvis også scoret højt blandt Undertoners skribenter. Seneste album  blev i øvrigt udgivet efter en længere pause (hvor bl.a. multiinstrumentalisten Kyp Malone (ham med skægget) udgav soloalbum under navnet Rain Machine) og kort tid før, bassist Gerard Smith døde af lungekræft. Bonus-info: Vidste du i øvrigt, at første udgivelse fra TV on the Radio hed OK Calculator (2002) – naturligvis alluderende til Radiohead-albummet OK Computer (1997)? Albummet blev omdelt på bl.a. cafeer og solgt til enkelte koncerter, indtil cd-brænderen for alvor gjorde sit indtog og – ifølge forsanger Tunde Adebimpe – dermed satte en brat stopper for salget.

Ikke bare anmelderroste, men placeret på adskillige musikmediers blade som årets-årtiets-årHUNDREDES bedste album er newyorkerne i The Strokes med den legendariske plade Is This It? (2001). Myten om den spæde begyndelse på en schweizisk kostskole for velhavende folks unger dannede sammen med det på samme tid ekstremt tilbageskuende, gennembrydende og stramt garagerockede album skole for, hvad der er blevet kaldt for en ny bølge i indierocken. Med The Strokes som et af hovednavnene bliver det ikke mere stramt uden at udvikle sig til decideret garage-rock’n’roll, men det skal alligevel blive interessant at opleve de unge musikere spille lørdag den 2. juli kl. 22.30 på Orange Scene. Med andre ord i allerbedste sendetid. Der gik fem år mellem det udskældte tredje album First Impressions of Earth (2006) og det nye (og muligvis endnu mere udskældte) album Angles (2011), der i både sangskrivningsprocessen og indspilningen skiller sig ud fra tidligere albums. Dels har samtlige medlemmer for første gang været med til at skrive sangene, og dels er Julian Casablancas’ vokal indspillet separat uden for de øvrige optagelser. I 2006 spillede newyorkerne også på Orange Scene, og du kan formentlig forvente energisk, guitarbaseret og stram indierock, når The Strokes indtager scenen igen. I øvrigt skulle bandet have givet udtryk for, at de er gået i studiet igen for at optage deres femte album, og måske der kommer smagsprøver på det på lørdag. Hvem ved. (AM)

Fra lyset ind i mørket – fem chancer for at uhygge sig

Roskilde Festival er en kollektiv fest for fællesskab og livsglæde, men det er også en lejlighed til at lade sig suge ind i dunkelheden og få raset & renset ud. I den henseende er årets program bestemt leveringsdygtigt.

Den første mulighed for at træde væk fra dagslyset kommer allerede torsdag, når Erik K. Skodvin alias Svarte Greiner indtager den nye intimscene, Gloria, klokken 21.45. Skodvin kalder sin stil for ‘akustisk doom’, og det runger og knirker ganske rigtigt ildevarslende i nordmandens grænseland mellem nattesort ambient, raslende field recordings og horror-soundtracks. Albummet Knive, som kan høres her, giver en god idé om, hvorfor flere folk i det danske filmmiljø ville sætte stor pris på at få Skodvin til at lave musik til en gyserfilm.

Svarte Greiner – eller måske et stillfoto fra en japansk horrorfilm.

Fredag bliver det nok heller ikke ligefrem gemytligt, når danske Acorn Falling spiller på Gloria klokken 19.00. Bag navnet gemmer sig Lars Kivig fra postgoth-gruppen My Beloved, og hans soloprojekt er klædt i nogle af de samme mørke gevandter. Acorn Fallings nyligt udkomne debutplade, Cabinet of Curiosities, bevæger sig mellem urovækkende ambient og kras industrial, og hvis han og hans medbragte band med Nick Cave & the Bad Seeds-trommeslageren Thomas Wydler og Current 93-cellisten John Contreras kan ramme samme udtryk live, skal hyggen nok holde sig uden for teltet.

Har man på cirka samme tidspunkt lyst til noget endnu mørkere og tungere, er det med at trække over til Orange, hvor amerikanske Mastodon spiller klokken 19.30. Deres seneste album, Crack the Skye, bød på rigelige mængder af kompleks prog-metal – og et aldeles ambitiøst tema om zar-tidens Rusland (eksemplarisk prog-sangtitel: “The Czar: Usurper/Escape/Martyr/Spiral”). De højtravende tendenser til trods har Mastodon dog ikke lagt sin metaltyngde fra sig, så Georgia-bandet skal nok buldre alle tilløb til hippieblomstret jovialitet i brædderne.

Og dér kan den vennesæle godmodighed godt blive liggende – for hvis den når at rejse sig, ryger den i gulvet igen klokken 23 i Odeon-teltet. Da Michael Gira sidste år genoplivede Swans, stod det hurtigt klart, at bandets støjrock er lige så nådeløs som i gruppens første 15 leveår. De nylige koncerter i Danmark var dunkle og bistre, og trænger man til at få hjertekulen rusket igennem, er Swans’ monumentale lydkatedral et godt sted at anbringe sig selv og sit støvede festivallegeme.

Lige så grundvoldsrystende kan Chris Cunninghams optræden meget vel blive. Filminstruktøren og videokunstneren, der er programsat på Arena-scenen lørdag klokken 23.30, har skabt ikoniske billedsider til numre som Aphex Twins “Come to Daddy” og “Windowlicker” samt Roskilde-aktuelle Portisheads “Only You”. Ifølge festivalen tropper englænderen op med tre store skærme og et lasershow for at levere en blanding mellem film, koncert, mixtape og kunstinstallation. Det er svært at vide, hvad det rent faktisk vil sige – men blot et flygtigt blik på kunstkortfilmen “Rubber Johnny” er nok til at gøre det klart, at Cunninghams show formentlig bliver et velegnet sted at træde helt ind i mørkets gru. (MA)