Ryan Adams fotograferet af David Raccuglia
Hans hår lignede lort på den helt rigtige måde, da han i aftes gik på scenen i Folketeateret i Oslo. Hans guitar var blå, hvid og rød – en Harmony, af den slags som salige Buck Owens plejede at spille på. Bag guitaren kunne man skimte en Napalm Death-T-shirt. På scenen var han sløv som en teenager, fumlede rundt med guitarer og mundharpestativer.
Tøserne smeltede, og fyrene holdt vejret i tavs beundring, da Ryan Adams startede med den altid intense “Oh My Sweet Carolina”. Lydniveauet var perfekt, selv på de billige rækker, hvor jeg dog i nogen grad blev blændet af de mange telefoner, der tilsyneladende underholdt publikum parallelt med Ryan.
Nå ja, nu skal man afholde sig fra sur, gammel mand-rants, men kunne det tænkes, at man lige i et par timer kunne holde afholde sig fra at smide sit liv på Facebook? Eller i det mindste ændre skærmens lysstyrke, så man ikke behøvede at sidde med solbriller bagved? Og kunne det tænkes, at vi meget hellere er fri for Iphone-videoer på Youtube med en lyd så elendig, at ørerne begynder at bløde? Det sidstnævnte syntes Ryan Adams at være ganske enig i. Hen mod slutningen af koncerten gik han efter struben på en kvinde på første række, der tilsyneladende optog koncerten på sin telefon.
Men inden da blev der for alvor hevet numre op af den store pose med sange, som Adams efterhånden bærer rundt på. Det var især interessant at opleve, hvordan Ryan han oversatte The Cardinals-sangene til et simpelt akustisk udtryk. Især “Let It Ride” fra Cold Roses ændrede fuldstændig karakter fra at være halvgod country-rock til være nærværende og splitterragende nøgen.
På “The Rescue Blues” satte Ryan Adams sig ved pianoet. Hans klaverspil er langtfra lige så sikkert som hans fingerpicking-guitar, og der var indimellem små ophold, når han lige skulle bruge et ekstra kvart sekund på at finde den rigtige akkord. Det gjorde nu ikke så meget. Denne aften virkede det dog helt klart, som om intensiteten – både den instrumentale og vokale – kom langt mere til udtryk, når han spillede på sin akustiske tricolore-guitar.
Det havde regnet det meste af dagen i den dejlige norske hovedstad, men selv med halvklamt, dampende tøj kunne man nynne med på “Blue Hotel”, og specielt »Go on and rain down on us / I give up« gav mening. Publikum tog imod hvert eneste ord og hver eneste vejrtrækning, der undslap Adams’ læber.
Tilbage ved klaveret snakkede han om Napalm Death, og i det hele taget fyldte den hårde rock en del i hans hoved. Tidligere forsøgte han sig med brudstykker af Kiss’ “Lick It Up”, men med den poetiske hyldest til forfatteren Sylvia Plath lukkede han ned for sættet.
Efter et langt bifald var Adams tilbage på scenen med et halvt dusin ekstranumre. Ordene »Come pick me up / take me out / fuck me up« fyldte den smukke gamle teatersal, da Adams gav en version af “Come Pick Me Up”, hvor hans høje stemmeleje vakte minder om Neil Young.
Herefter fulgte et par numre fra Easy Tiger-pladen, hvor især “Two” var formidabelt udført. Koncerten sluttede med det gamle Whiskytown-nummer “16 Days”, der efterhånden er blevet en fast del af Adams’ repertoire. Om den indledende improviserede black metal-version vil blive en lige så fast bestanddel af de fremtidige koncerter, er nok tvivlsomt. Men Adams hyggede sig og gjorde Folketeateret til sin dagligstue.
På tirsdag, den 14. juni, hedder dagligstuen Koncerthuset i København. Det er svært på forhånd at vide, hvordan koncerten bliver. For det første er sætlisterne typisk forskellige fra koncert til koncert, og for det andet, så er Adams spontanitetens mester. Men én ting kan københavnere og tilrejsende være sikre på: De kommer til at opleve en af Amerikas bedste sangskrivere, der med få midler og en storslået stemme kan synge sig direkte ind i varmen.
