De talglade drenge fra Malmø havde spændende momenter af ordløs synth- og postrock, men kedede også lidt undervejs. Foto: Emma Svensson
De fire herrer fra This Is Head indtog Pavilion Junior side om side. Sceneopstillingen var således, at de stod på række, og trommeslageren sad med siden til, så vi bedre kunne se hans koncentrerede arbejde, frem for at være gemt væk bag resten af bandet. Opstillingen understregede meget godt, hvordan det skånske bands musik er. Det er post-, støj-, indie- og synthrock i en fin pærevælling, og ofte er det uden vokal, så instrumenterne gør arbejdet. De fire musikere på henholdsvis synth, guitar, bas og trommer var altså ligestillede uden nogen decideret frontmand, men dog med sporadisk sang fra Björn Wiking bag pulten.
Efter nogle udstrakte postrockede passager med og uden vokal trådte dagens gæst frem på scenen: dansk-svenske RebekkaMaria, der i dagens anledning tilsyneladende havde lånt en hat af dronningen. Hun understøttede svagt nummeret med sin lyse stemme, men der var ikke skruet nok op, og det var desværre ikke til at høre hendes stemme i nogen udpræget grad. Da hun igen senere sluttede sig til bandet på nummeret “0007”, var hendes optræden generet af hylende mikrofoner, så hendes deltagen gjorde ikke den store, positive forskel.
This Is Heads medlemmer har nok været matematikere i gymnasiet. I hvert fald udgøres de fleste af deres sangtitler af tal, og bandet kom igennem deres vigtigste tal på professionel vis – en hel del mindre benovede over at stå på en scene på Roskilde Festival end mange andre af Pavilion Juniors gæster. Selvom koncerterne her altid varer de obligatoriske tre kvarter, hvilket jo ikke er så længe, tog jeg alligevel mig selv i at kede mig lidt undervejs. This Is Heads musik vekslede nemlig mellem det noget stenede og langtrukne og de passager, der nærmere var rockrejser og lydlandskaber. Ofte uden vokal. Her var en retning, en dramatisk opbygning og ikke blot flad, elektronisk ledsaget postrock.
Mod slutningen gik der alligevel lidt drenge-rockgud-drøm i den hos de ellers professionelle herrer, og Henric Claesson gik helt ud til publikum og rakte sin guitar op i luften uden at spille på den. Så kunne vi alle tilbede den. Hvis vi altså gad.
Sidste sang var endnu et tal fra lotteriet, nemlig den mere iørefaldende “0003”, og så var det slut. This Is Heads koncert var mere støjende end deres album, men ikke mere gribende. En fornuftigt leveret koncert, men ikke uden tomgang.
