Edvard Valberg er det altoverskyggende midtpunkt hos de unge nordmænd i Honningbarna. Foto: Honningbarna.no
Bevares. Energi, gåpåmod og evnen til at holde gaskablet stramt i 45 minutter besidder norske Honningbarna til fulde. Men efter et par numre var det ret tydeligt, at de unge nordmænd er en one trick pony. Og derfra var der kun momentvise lyspunkter i koncerten.
For de unge nordmænd, med Edvard Valberg som dirigent bag celloen og samtidig i rollen som formand for det lokale råbekor, brugte samtlige koncertens minutter på at lire glemte metal-riff af i et tonsende tempo og pakke det ind i en blanding af Social Distortion og Bad Religion-hyldest. Med lidt Refused og Skambankt som supplement.
Det fungerede glimrende på numre som “Fri Palestina” og “Noen å hate”, men ellers var der kun i korte momenter substans at spore. Oftest når der blev plads til Edvard Valbergs cello og Mathias Johanssons orgel inde bag råberiet. Men manglen på afveksling lod ikke til at gøre det store fremmøde af nordmænd spor. De var kommet for festen, og den fik de.
Honningbarna skal lære at blande kortene lidt bedre, for har de karismaen og energien til at komme vidt. Men indtil det sker, så er de ikke meget andet end en flok festglade lømler, hvis indignerede bundklang i tekstuniverset komplet drukner dér, midt i deres trang til at ville underholde. Og det er egentligt lidt en skam.
