Bottled in England fik aldrig de tomme fabrikshaller til at runge. Dertil var der ikke nær nok bas på deres koncert.
Når man trasker rundt på de urinstøvede campingarealer på årets Roskilde Festival, blævrer wobble-bas og slæbende trommer ud af ualmindeligt mange lejre. Dubsteppen er tilsyneladende for alvor blevet folkeeje, og den hastigt voksende baskultur er helt sikkert en af forklaringerne på, at Pavilion Junior-teltet praktisk talt var fyldt tirsdag aften, selvom danske Bottled in England endnu ikke har udgivet noget som helst. Til gengæld har August Dyrborg og Daniel Vognstrup spillet en del koncerter i løbet af det seneste år, mest prominent på Spot og Distortion, og måske trak det gode live-renommé også Roskilde-gængerne ind under teltdugen.
Herinde var det skyggen til trods intet problem at holde varmen. Dyrborg og Vognstrup fik allerede med de første par numres dystre dubstep masser af publikumshænder i vejret. Deroppe blev de, mens det veltilrettelagte liveshow stort set uden ophold gled tættere og tættere på rave-stemningen.
Eller rettere: Det var med statsgaranti målet at nå dertil, og den umådelige energi på scenen forplantede sig ganske godt til publikum – men helt op at ringe kom Bottled in Englands musik aldrig rigtig. Der manglede ganske enkelt bas.
Hvad enten duoen bevægede sig i dubsteptempo eller flyttede sig selv op i drum’n’bass-feltet, var Dyrborgs live-trommespil knastørt og præcist – men der var mere step og drum end dub eller bas over musikken. Bækken- og lilletrommeslagene skortede det ikke på, mens stortrommen og baslinjerne stod underligt langt tilbage. Selv da Vognstrup efter en halv times tid fandt en bas frem, var det vanskeligt at høre, hvilken forskel det gjorde.
Det gjorde Turboweekend-forsanger Silas Bjerregaard til gengæld, da han midtvejs gæstede duoen i coverversionen af David Bowies “Hallo Spaceboy”. Hans soulede stemme tilførte en finesse, som duoens pumpende, synthknejsende musik godt kunne have brugt lidt mere af. De øvrige gæstevokalister havde derimod svært ved at bryde gennem synthfladerne – og for rapperen Manky var det opskruede tempo også en udfordring – og når lydbilledet endelig blev dæmpet, stod det i et nummer som “Nothing” klart, at synkoperede trommer i sig selv ikke er nok til at gøre anonym soulpop til andet end netop dét.
Hvis bare Bottled in England havde haft så meget bas, som mange af deres numre lagde op til – og som Vognstrup bag sine synths råbte, at han var klar til at levere – havde meget været reddet. Men når man en lille håndfuld gange får besøg af en rapper, der hver eneste gang kvækker »det er ikk’ for sjov, nej / vi er kommet for at dræbe dig« – ja, så er man pinedød nødt til at kunne leve op til det. Dét var Bottled in Englands show hverken højt eller mørkt nok til.
