Battlekat leverede nogenlunde velfungerende, omend ikke synderlig original synthpop sent onsdag aften.
Den sidste koncert på Pavilion Junior for denne gang har en forhistorie. I løbet af foråret begyndte der at dukke mystiske sort-hvide lo-fi-videoer op på internettet ledsaget af det kryptiske bandnavn Just a Number 05272011. Lyden var elektronisk pop med markante trommebeat, synths og bas i en kombination, der svingede mellem det clubbede og mørke. Den kvindelige vokal svingede sig op mod skingre lillepigeskrig, mens det lejlighedsvise mandlige modspil udjævnede det dramatiske på en komplimenterende måde. Rygterne svirrede. Var det Fever Ray? The Knife? Iamamiwhoami? Svensk måtte det nødvendigvis være.
Svaret skulle findes tættere på. Den 27. maj sprang bandet ud som Battlekat – en lettere revideret udgave af det københavnske postpunk-band Fifty Foot Spiders. Som eksisterede Kalmarunionen stadig i bedste velgående, har bandet planket den svenske lyd. Pavilion Junior-koncertens åbningsnummer “He Didn’t Want a Love Song” var som at træde direkte ind i et The Knife-jam. Og det var generelt svært at dreje tankerne væk fra Karin Dreijer-ligeheden, som koncerten skred frem.
Det blev til både uhyggelig clubbing og mere festlige calypsorytmer undervejs, men numrene var i høj grad skåret over samme læst: synth, trommer, bas og Karins, undskyld, forsangerinde Mathilde Katinka Böchers skingre vokal, hvilket gav en lettere ensformig, omend nogenlunde energisk fremtoning. For Battlekat har en god energi, det funker med deres rytmebreaks, og numrene har en fængende popkvalitet. Alt i alt var koncerten vellykket nok, men musikken i sig selv er endnu ikke interessant nok til at slå svensker-sammenligningerne ud af hovedet.
