Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Der er med rimelig sikkerhed én enkelt grund til, at franskmanden Yann Tiersen kan spille to udsolgte koncerter på Rust i København. Hun hedder Amélie. Med soundtracket til den franske film fra 2001 om en naiv pige fra Paris, der arrangerer retfærdighed i lille skala, blev den nu 41-årige musiker med ét slag verdensberømt til trods for, han allerede havde en håndfuld album i bagagen.
For ti år siden var Yann Tiersens lyd godt forankret i folke- og gademusik med harmonikaen som hovedinstrument, mens han siden, især på sine regulære album, senest Dust Lane fra sidste år, er blevet meget mere rockorienteret.
Så hvad stiller en musiker som Yann Tiersen op til en koncert, hvor publikum helst vil høre de gamle numre og næppe har hørt de senere album? Han giver dem rimelig meget fingeren. Med et utålmodigt og til tider måbende publikum til følge.
De fem bandmedlemmer denne aften gjorde ellers deres for at give den gas og engagere publikum. Rent musikalsk i hvert fald. Der var ikke mange ord fra den måske lidt generte franskmand, der primært spillede violin og guitar denne aften. Men der var også en vis fandenivoldskhed og ekskludering over fremførelsen. De mest rockede numre som “Dark Stuff” og “Palestine” blev endnu mere præget af guitar, hvilket gjorde, at de små, melodiske træk blev fræset væk. Dermed blev numrene sværere at tilgå, hvis man ikke kendte dem i forvejen. Og de mistede charmen, hvis man var familiær med dem. Det var i lange passager en virkelig kedelig blanding af canadisk indierock og postrock, der blev leveret. Langt bedre gik det med “Dust Lane” og “Ashes”, der har lidt af fortidens gademusik over sig, men da han igen greb violinen omkring halvvejs i sættet til “Le Train”, fik vi næsten mere strengepunk, end hvad godt var. Den liderlige ballade “Fuck Me” savnede i den grad sin kvindelige vokal, og generelt var der alt for lidt variation over numrene.
Hele aftenen havde sætlisten ligget fremme til skue i lydpulten. Og der blev kastet mange, forhåbningsfulde blikke på den, efterhånden som aftenen skred frem. Det sidste ekstranummer stod anført på listen som »Amelie«. Så ville Yann Tiersen alligevel give folket det, de var kommet efter, til sidst? Nej. Det ville han ikke. Der var umiddelbart ingen kendetegn ved nummeret, som gjorde det identificerbart som “La Valse D’Amélie”. Basgangen var temmelig reggaeinficeret, og Yann Tiersen havde virkelig gang i at lege med sine synthlyde. I lyskeglernes skær blev det næsten som en LSD-seance hos Serge Gainsbourg.
Der skal herske respekt for Yann Tiersens beslutning omkring sætlisten denne aften. Det må alt andet lige være irriterende, at fortidens succes på den måde bliver et negativt åg at bære rundt på. Men han havde også valgt at lade rockguitaren præge musikken mere, end hvad den kunne klare, for at være tilgængelig for størstedelen af publikum. På den måde prægede hans fuckfinger ikke bare sætlisten, men hele koncerten. Men sådan er det at være radikal.
