Instrumental progressiv metal. Jeg er ikke stødt på fænomenet mange gange, og når jeg er, så har udførelsen som regel ladet meget tilbage at ønske. Som oftest er jeg stødt på det via Youtube, hvor en eller anden nørd har fornøjet sig med at fjerne vokalen fra diverse metalbands. Man kunne fristes til at tro, at vi med Tormenta er ude i nogenlunde samme form for amputerede musikoplevelse. Men fat mod, for det er langtfra tilfældet.
Bag navnet Tormenta gemmer sig d’ herrer Vincent Beysselance på trommer og cello samt Jeff Grimal på guitar. Derudover har Esteban Rodière medvirket på guitar under indspilningen. Trods dette er Tormenta et tomands-ensemble, der på mange måder trodser de uskrevne regler for et metalband. Det er ikke for alvor heavymetal, men heller ikke for alvor progrock. Tormenta passer ikke umiddelbart ned i nogen kasse, hvilket kan være lige dele glædeligt og forvirrende. Derudover er det sjældent, at slagtøj og cello er placeret ved samme bandmedlem. Og selvom two piece-bandopsætningen er set før, er den i Danmark ikke mere udbredt end storken.
La Ligne Âpre, hvis titel ifølge internettets mere eller mindre mangelfulde franskkundskaber oversættes til ‘Linjen efter’, er en musikalsk oplevelse, man som heavymetal-fan bør unde sig selv. Tempoet bliver sat fra første sekund på åbningsnummeret ”Pagan”, hvor den støvede guitar frembringer et enkelt, men hårdtslående riff. Et virkelig stærkt åbningsnummer, der tilmed er yderst repræsentativt for, hvad La Ligne Âpre ellers har i vente til os. Den mørke stemning er fast, men i stedet for at drive over i dysterhed bliver scenen sat med benhård og tung metal. Samspillet mellem de to fungerer optimalt, og man savner kun sjældent andet og mere end det, man får.
Et nummer, der også er værd at få nævnt, er ”La Sensation du Membre Fantôme”. Det er mere eller mindre delt i fire dele, både på midten og på langs. Første del er den hårde, metalliske del, hvor guitarerne skærer sig gennem hver sit lag af lydbilledet. Derefter driver nummeret roligt over i tungere, langsommere heavymetal. I nederste del finder vi de tunge, dybere grundrytmer. Og ovenover bliver guitarerne klarere og mere metalliske i udtrykket, men bevarer samtidig det nærmest undertrykkende greb om lytteren. Det er et intet mindre end et fantastisk fedt nummer. Den afgrundstunge metal vises her fra sin allerbedste side. Væk er teksterne om dommedag og dødens klamme hånd, og tilbage står musikken, der fortæller historierne med mindst lige så stor gennemslagskraft.
La Ligne Âpre fungerer med sine syv numre glimrende som det, den i bund og grund er – en heavy metal-plade. Tormenta formår, med enkelte undtagelser, at lave slagkraftig heavy metal, der ikke byder på deciderede svagheder. Man møder dog også passager, hvor iderigdommen kommer en smule til kort, og især titelnummeret giver en følelse af at køre på repeat. La Ligne Âpre har heldigvis langt flere styrker, end den har svagheder. Det er sjældent, at man møder en så nyskabende musikoplevelse, der samtidig er så helstøbt.
