The Strokes: Angles

Få bands i nyere musikhistorie formåede på samme måde som The Strokes at være på det rette sted på det rette tidspunkt med den rette musik. Netop fordi de gjorde det, fik de et af de seneste mange års mest eftertrykkelige gennembrud, og dengang som i dag diskuteres det, hvorvidt gennembruddet havde rod i tilfældigheder blandet med musikhistoriske ran, eller om The Strokes ganske simpelt var et fremragende band, hvis musikalske evner stod fuldt mål med den genklang, deres musik vakte.

I dag er det svært at forestille sig, at markedet for ung, guitarbaseret retrorock for 10 år siden var et stort vakuum, der bare ventede på at blive udfyldt. At der var en decideret mangel på unge, cool mænd, som spillede attitudebaseret og simpel rockmusik. Ikke disse års cool indiemusik med tribale trommer, finurlige falsetter og matematiske guitarfigurer. Bare ganske enkel, cool rockmusik.

I 2001 var jeg 15 år gammel, og jeg var blot en blandt tusinder og atter tusinder, der ventede på, at det cool rockband skulle melde deres ankomst. At et eller andet band skulle påtage sig den tilsyneladende ganske enkle opgave at forsyne mig og mine ligesindede med noget medrivende musik, vi kunne forholde os til i det sekund, vi hørte det første gang.

Is This It var alt, hvad man kunne have ønsket sig. Det er ikke til at sige, hvor meget af dens appel der skyldtes, at den udkom, lige da verden havde mest brug for det. Måske ville den have forårsaget betragteligt mindre bølgeskvulp, hvis den var kommet tre år senere, men for de 15-årige blev den det vigtigste musik i universet, mens de ældre musikkritikere råbte Lou Reed-plagiat.

Når man lytter til Is This It i dag, har den stort set ikke mistet noget af sin kraft. Den lyder stadig lige så nødvendig og vital. Julian Casablancas affabelt vrængende desperation behøver ikke nogen musikhistorisk kontekst for at gøre indtryk, og de tight trommer og enkle og heftige guitarstrukturer er bare vanvittigt medrivende. I dag er Is This It stadig cool, basalt medrivende og lige til at leve sig ind i. Præcis som The Velvet Underground & Nico, Raw Power, Pink Flag og Marquee Moon. Når rockmusikken først rammer den åre af vitalitet, kender den ingen udløbsdato.

The Strokes holdt på forbløffende vis dampen oppe på den kriminelt undervurderede efterfølger, Room on Fire, der både var mere moden end, og lige så kraftfuld som, debuten. Derefter gik det galt. Det er ikke til at sætte fingeren på, præcis hvad der gik galt, men det er meget let at høre. På First Impressions of Earth mistede bandet deres gnist, deres vitalitet og deres udefinerbare karisma. Et band, der ikke selv er overbevist om, de er cool, kan aldrig lyde cool. Sangene blev for lange, for ufokuserede, for automatiske og for ugidelige. Som om de prøvede at snakke sig til den umiddelbare kraft, der tidligere strømmede ud af pladerne, nærmest inden de begyndte at spille.

For et par år siden balancerede The Strokes på kanten af opløsning, og de fleste følte vel, at det ville være bedst for alle, hvis de stoppede med værdighed. Hvis de to fantastiske plader og det tredje fejlskud, det blev til over fem år, sammen kunne illustrere et bands ubønhørlige udvikling fra trendsættere til overflødige og udbrændte, ville historien om bandet ende logisk og acceptabelt.

Nu er der så gået endnu fem år uden andet end sporadiske og forglemmelige soloprojekter fra de fem medlemmer, og efter en tumultarisk og efter sigende utilfredsstilende indspilningsproces, er de klar med deres fjerde album Angles. Det gør næsten ondt at lytte til pladen. Ikke fordi musikken er ulideligt ringe, for det er den ikke, men fordi det, der gjorde The Strokes til verdens frelsere, er længere væk end nogensinde. Angles er lyden af et band, der optræder som en undskyldning for sig selv. Der er intet engagement at spore, og de nytildragede reggae- , og 80’er-indflydelser lyder som et meget dårligt bytte for inspirationen, hjerteblodet og viljen, der alle synes at være efterladt tilbage i 2003.

Så selvom sange som ”Under Cover of Darkness” og ”Taken for a Fool” ikke er uefne, og selvom der kun er få helt ulidelige sange på Angles, er det stadig en dybt problematisk plade. For The Strokes har aldrig nogensinde vundet deres point på hverken gode eller blot gangbare sange og melodier. De har i stedet kapituleret tungt på mere udefinerbare og attitudebaserede faktorer, der synes at høre ungdommen til.

Is This It var ikke fænomenal, fordi jeg var 15 år gammel. Den var det, fordi The Strokes var 10 år yngre, end de er i dag. Det kan lyde komplet urimeligt at påstå, at The Strokes aldrig nogensinde kunne have rundet de 30 med alle deres kvaliteter i behold, men det synes ikke desto mindre at være tilfældet. Hvis man tager den dumsmarte attitude, det ungdommelige overmod, den iltre skuffelse og desperation og lyden af selvoverbeviste verdenserobrere ud af Is This It og Room on Fire, er der ikke meget tilbage. Disse kvaliteter kan høres selv i basspillet og breakene, og de er begge pladers brændstof.

Det er således en søvndyssende og lidt sørgelig oplevelse at høre Julian Casablancas og hans fire bovlamme konsorter jappe sig igennem numre med titler som ”Gratisfaction” og ”Machu Picchu” og med så komplet mangel på engagement som ”Call Me Back” og ”Life Is Simple in the Moonlight”. Julian Casablancas lyder, som om han hellere ville lave alt andet end at synge for The Strokes, og der er stort set ingen kemi mellem ham og resten af bandet eller mellem bandmedlemmerne som sådan. Angles lyder ganske enkelt unødvendig.

The Strokes må meget gerne sætte proppen i nu. Deres to første plader vil leve for evigt, men der er ingen grund til at sætte deres kvaliteter så voldsomt i relief ved at demonstrere, i hvor udpræget grad de mangler hos bandet i dag.