Earth: A Bureaucratic Desire for Extra-Capsular Extraction

Som undertegnede skrev i sin anmeldelse af Earths seneste lp, den sublime Angels of Darkness, Demons of Light 1, kan Earths værker betragtes som en langstrakt bevægelse i tid og rum.

Denne opsamling, som hiver det samlede materiale til Earths første lp frem fra mørket, bekræfter det blot. Her lægges kimen både til Earths omfortolkning af den tunge metal, som de skulle bruge deres næste par plader på, men også til den ‘blues i slowmotion’, som dukkede frem efter årtusindskiftet.

For Earth er det nemlig flagrende ligegyldigt, om forvrængningen er i top, om trommerne er menneske eller maskine, om det er to guitarer og bas eller cello eller violin eller Wurlitzer eller noget femte, der er kontrapunkt. I Dylan Carlsons hænder har Earth altid stræbt mod balance. Elementerne i musikken har alle dage spillet op mod hinanden, og det er ligeså tydeligt i Earths første spæde skridt.

Mellem første og seneste udspil er der altså, efter denne anmelders mening, en lige snor, holdt stramt fast af Carlson gennem skiftende line-ups, pauser og andet snavs. Et behov for at udforske en meditativ lyd, men nærmest anti-zen. Hvis vi da vælger at betragte zen som et udtryk for en intethed eller stilhed.

A Bureaucratic Desire… er, som udgivelse taget i betragtning, rettidig. Og da den kom i efteråret var den egentlig perfekt positioneret som teaser for det dengang kommende album. Men det er nu at underfrankere.

Selvom Extra-Capsular Extraction som udgivet ep måske ikke helt fik den samme gennemslagskraft som Earth 2, og selvom titelnummeret irriterende nok er delt op i to (så der er plads på en 12″-ep), så er A Bureaucratic Desire… et værdigt og vældigt dokument. For det første fordi det retter op på fortidens synder. Som Carlson skriver i sine kommentarer til genudgivelsen, var det altid meningen, at det skulle være et fuldlængdealbum, som uventet siden blev til en ep, nogle bootlegs og et par b-sider. Nu lækkert præsenteret med nyt artwork og re-mastered af Mell Dettmer, som også har haft Earths andre udgivelser for Southern Lord forbi sin mixerpult. For det andet for at minde om at før dette Earth var der et andet, der lige tog sig tid til at vende alt, hvad vi forventer af et metalband, på hovedet. Og et Earth, som i samme ombæring inspirerede en mangfoldighed af bands så forskellige fra Earth selv som fra hinanden.

Er der en ting, der får A Bureaucratic Desire… til at skille sig ud, er det Earths insisteren på også at være et rockband på pladen. På at have sange, numre, der er mere end stemninger, bevægelser. Efter den første halve times rungende angreb på øregangene bliver det næsten til noget, der kan forstås i konteksten af et traditionelt rockband.

Og dog. For hvert et tungt riff er der et ringende feedback, der letter smerten, for hvert slæbende trommeslag er der kontrasterende rytmer, der lader musikken svæve henover, og for hvert et band, der lod sig inspirere, er der stadig ingen som Earth. Mere end en opsamling; A Bureaucratic Desire for Extra-Capsular Extraction er Carlsons forsøg på at få regnskabet til at gå op, efter der for længst er blevet hugget fra kassen.