Akron/Family: S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT

Det har ærlig talt været spændende at følge med op til udgivelsen af Akron/Familys fjerde plade, S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT. Ud over en højst besynderlig pressemeddelelse, der annoncerede pladens snarlige komme med ordene »this album will transcend the internet,« og en længere historie om pladens tilblivelse i en hytte bygget ind i siden på en aktiv japansk vulkan flød internettet i månedsvis over af lækkede udgaver af den endnu ikke udkomne plade.

Den slags er jo som bekendt ikke noget, man som anmelder, eller lovlydig borger for den sags skyld, principielt bør begive sig af med, men dette tilfælde var uomtvisteligt noget ganske specielt: Her var nemlig ikke – som sædvanlig – tale om en enkelt lækket plade i mere eller mindre god kvalitet, men i stedet om seks forskellige plader med meget forskellige re- (eller måske rettere pre-)mix af pladens numre. For alle pladernes vedkommende gjaldt det, at coveret fremstod i skrigende farver og var påklistret et stort kranie, nærmest som en kommentar til internetnørdernes hævdvundne fribyttermentalitet, og at de var nummererede fra 1 til 6.

Debatten rasede, og rygterne svirrede på diverse fora, men den generelt accepterede teori var, at bandet selv havde mixet alternative udgaver af pladen og lækket dem løbende for på den måde at komme www-pirater og andet godtfolk i forkøbet. Vel en form for mediestunt, men et stunt som få andre end Akron/Family kunne have fundet på. Og kunne slippe godt af sted med, bør man indskyde, for på trods af pladernes konfronterende kontekst (i Itunes er alle numrene listet som ‘Punk’, med sætningen »You’ve been bombed« i kommentarfeltet) indeholder pladerne faktisk en overflod af musik, der aldrig er mindre end interessant og ofte ganske fremragende.

De oprindelige numre var dekonstrueret til alt imellem brutal støjrock, komplet opklippet glitch, ulmende ambient, hypnagic pop og avantgarde-electro, som Conrad Schnitzler snedkererede den, hvor sangene og de for bandet så karakteristiske vokalharmonier kun glimtvis åbenbaredes i en ofte kvasende malstrøm af digitalt forvrænget lyd, der ikke mindede meget om andet materiale fra gruppens hånd.

Det lød, som om bandet for første gang forsøgte at bevæge sig helt bort fra det – bandets notoriske eklektisisme taget i betragtning – nogenlunde konsistente udtryk, der over tre plader og to ep’er efterhånden er blevet ganske deres eget: En freefolk-informeret musik, der blander mildt psykedelisk folk, katarsiske freakouts, himmelstræbende vokalharmonier og 70’er-inspireret rock sammen til særegne og altovervejende positive udladninger, vibrerende imellem idyllen og den voldsomme spirituelle opstigning.

At introducere remixet, en digital opklipning, til denne blanding må siges at være et ganske drastisk skridt; de ofte ganske brutale beats og cuts er nærmest diametrale modsætninger til gruppens organiske lyd, men imod al logik bliver det alligevel til et smukt udtryk for bandets naivistiske neohippie-ånd. De lækkede plader tilsammen er så vellykket et projekt, fordi de mange udgaver af hver skæring til sammen lader til at åbenbare en kerne, der i tråd med gruppens evige løfte om transcendens umiskendeligt anes i en multieksponeret musikalsk flimren.

Mediestunt javel, men et stunt der, som alt andet Akron/Family har rørt ved, er karakteriseret ved først og fremmest at være konstruktivt og kærlighedsfyldt grænsende til det lallende, men dog med en så stor mængde afvæbnende oprigtighed og indlysende musikalitet, at man ikke kan andet end begejstres.

Desværre står begejstringen for den egentlige udgivelse, dekonstruktionens objekt, ikke helt mål med begejstringen for dekonstruktionen selv. Det er naturligvis svært at sige, i hvor høj grad det skyldes mange intensive lyt til udgaver, der adskiller sig radikalt fra de oprindelige, men faktum er, at S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT fremstår en smule kedelig – både til sammenligning, men egentlig i det hele taget.

At bandet i nogen grad forsøger at bryde med deres lyd, er der jo, som ovenstående understreger, intet galt med, men det er, som om producer Chris Koltay har medbragt lidt vel meget af den lyd, han har lavet for ellers så prominente indie-navne som Liars, Deerhunter og No Age. Her er en bred anvendelse af synth, blæserne er dømt helt ude, og selv støjen er for det meste ganske kontrolleret. Guitarspillet og vokalerne er der naturligvis endnu og lyder stadig umiskendeligt som Akron/Family, men derudover er det desværre lykkedes at få en af scenens mest idiosynkratiske udøvere til at lyde ganske generisk af Brooklyn. Og det er fandme synd.

Især fordi bandet stadig skriver fremragende sange, der med vidt udstrakte arme og barnlig benovelse kan slippe af sted med selv de allertykkeste nuttet-poetiske sprogbilleder. Tag åbningsnummeret “Silly Bears”: På alle måder et forbilledligt stykke med tribalistisk indierock, som giver fuld gas for de psykedeliske tendenser og den ekstatiske melodiøsitet, der om noget er bandets særkende. Ligesom med pladens to egentlige omdrejningspunkter, ”Another Sky” og”Light Emerges” er der på papiret intet som helst galt, snarere tværtimod. Alligevel er det svært at slippe den tanke, at bandet simpelthen parodierer sig selv og resten af Brooklyn-scenen.

Over alle pladens 47 minutter gør gruppen kort sagt alt det, de er gode til – blot er det hele for en gangs skyld en smule forudsigeligt, en smule tandløst og en smule mere gennemsnitligt, end det burde være. Det er muligvis også mere tilgængeligt, og selvom man gerne under gruppen et større gennembrud, kunne man håbe, at det ikke er på bekostning af deres mest kantede og genstridige kvaliteter.

Men når det nu engang er sagt, så er der selvfølgelig masser af gode sager at komme efter – det er jo Akron/Family, for fa’en. ”A AAA O A WAY” og den efterfølgende ”So It Goes” er som nedsænket i en dubbet, fluorescerende sump, men alligevel, på deres egen sære vis, uimodståeligt klassiske. ”Cast a Net” er ildfluer og stjernehimmel og slideguitar, og så bliver det ikke meget bedre. ”Fuji 1 (Global Dub)” er slæbende og pludseligt eksplosiv, inden den klirres og bobles og skrattes til ende, ”Say What You Want To” er vel egentlig en arkaisk folk-sang, der besættes af midtempo mathrock, og ”Fuji II (Single Pane)” er det rene knitrende, duvende og melankolske velbehag, der ikke lader Jim O’Rourkes poppersona meget tilbage at ønske.

”Canopy” er ligeledes et godt, folket nummer, men kunne lige så godt være taget fra gruppens første, selvbetitlede udgivelse. Den understreger vel egentlig meget godt, at S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT ikke så meget er en tilbagevenden til form, som den er et skridt tilbage.

Det sættes for alvor på spidsen i den afsluttende ”Creator”, der halvvejs er et cover af Pharoah Sanders monumentale, spirituelle freejazz-hymne ”The Creator Has a Masterplan”: Hvor Sanders udgave er lige så vild og frådende, som den er smuk og stræbende, er Akron/Familys udgave et lidt vel pænt og stillestående skønmaleri, der ikke rigtig kommer nogen vegne.

Man må elske Akron/Family for deres evige stræben efter at dele deres overflod af love med verden, men man kommer nok desværre ikke uden om, at når al begejstringen ikke afbalanceres af nok musikalsk muskel, er det, som om bandet bliver mere hyggeligt ufarlige end egentlig øjenåbnende.

Øjenåbnende og overrumplende var så til gengæld det uforudsigelige biprodukt af udgivelsen, der i modsætning til Radioheads berømmede udgivelsesstunt op til In Rainbows skabte debatten ved ganske enkelt at smide en helvedes masse god musik i hovedet på den. Med det i mente er det naturligvis svært at give en reel bedømmelse af pladen, men man må kalde dem, som man ser dem. Gud (eller Ak) være lovet for Akron/Family, men S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT mangler desværre en del for at være lige så fantastisk underlig, ekstatisk og overvældende som bandets tidligere bedrifter. Forhåbentlig kan den udbrede kendskabet til et aldeles fremragende band, men noget uomgængeligt bidrag til diskografien er den ikke.