James Walbourne har kun været guitarist i The Pretenders siden 2008, og aldersmæssigt har han slet ikke haft mulighed for at udgøre en del af den tidlige bandbesætning, der i 80’erne toppede med pop/rock-hits som “Back on the Chain Gang” og “Don’t Get Me Wrong”. Selvom The Pretenders i 00’erne langt hen ad vejen har været en coverband-konstellation, viser Walbourne på sit første soloalbum, The Hill, ret tydeligt, hvad der især berettiger ham til at have 80’er-hitmagerne på cv’et.
Walbourne skriver nogle påfaldende iørefaldende melodier. Ikke nogen, der udfordrer eller overrasker lytteren spor, men klassiske, 1-2-3-4-fængende guitarrock-melodier, der er så tilpas bløde, at du kan spille dem i bilen på vej til købmanden med din mor. Nærlæser man The Hills pressemateriale, der med et in-begreb kan betegnes som værende temmelig rockistisk, er beskrivelsen af musikken en smule anderledes. Over en hel stak tekstark redegøres der for Walbournes intuitive tilgang til sin musik og store kendskab til den amerikanske musikhistorie samt for den ære, han og bandet sætter i gedigent håndværk, der ikke er produceret til ukendelighed.
Set i det lys kunne man nok have ønsket sig et værk med et større personligt særpræg end de 10 numre, som udgør The Hill. Walbourne har en stærk og karismatisk vokal, der ikke finder meget modspil i de lettilgængelige arrangementer af akustisk guitar, bas, 4/4-rytme og et sjældent riff fra en elguitar eller et par klaveranslag.
Når det er sagt, vil jeg egentlig gerne gentage min oprindelige pointe: Walbourne skriver nogle påfaldende iørefaldende melodier. Og når han undgår de mest far-rockede guitarsoli, får han langt hen ad vejen nogle fine sange ud af nogle ikke vanvittigt spændende virkemidler. Titelnummeret, der åbner pladen, er eksempelvis et par gode, tempofyldte minutter, hvor Walbournes vokal og akustiske guitar klædeligt er primus motor, og de øvrige virkemidler overordnet indtager passende anonyme roller – måske lige bortset fra den obligatoriske elguitarsolo.
Ligeledes finder et par velklingende ballader og enkelte opbrud med bluesguitar vej til albummet, der ender med at fremstå som helstøbt og opfylder løftet om, at Walbourne piller lidt hist og her i den amerikanske musikhistorie. Og jo, ja, albummets eksistens er da berettiget. Kræver du, at din musik skal være opfindsom eller rumme en vis grad af nytænkning, er The Hill dog et meget lidt oplagt sted at starte musikåret.
