Hymns from Nineveh: s.t.

Den danske digter Søren Ulrik Thomsen har et par gange udtalt (i en lettere omskrivning), at det gode digt står og vibrerer i spændingsfeltet mellem en hymne til verden og en elegi over verden.

Også på Jonas Petersens soloprojekt Hymns from Ninevehs selvbetitlede toer er det elegiske og hymniske centralt via første nummer, “So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn”. Det åbner med Petersens følsomme og vidtspændende vokal plus enkelte klavertoner, kontrabas og korharmoni og vokser sig langsomt med trommer, blæsere og lag-på-lag-lyd.

Nummeret bygger sig op i effektfuld skabelon og danner en blød, tryg neofolket ramme. Umiddelbart – og ikke overraskende – er det primært den hymnisk højstemte sang, der dominerer Hymns from Nineveh, og der er således ikke blevet meget plads til det klagende, elegiske element.

På andet album har Petersen fået hjælp fra blandt andet RebekkaMaria Andersson og Sarah Hepburn, og første album var i øvrigt noget så sjældent som et vellykket julealbum, Uncomplicated Christmassongs, fra 2009.

Forcen og akilleshælen er sådan set det samme for Hymns from Nineveh: Især det melodisk og produktionsmæssige opbyggende element i musikken får lytteren til at føle sig godt tilpas og glide ubesværet af sted i en tryg og blød rumklangsharmoni. Det er noget, der taler til følelserne, men det er også en kvalitet, der kan blive for meget i længden, og som sådan er albummet ikke er nyskabende på nogen måder.

Jeg er ret sikker på, at det heller ikke er det, Petersen ønsker. Snarere vil han dykke ned i de menneskelige følelser, og på et emotionelt plan er Hymns from Nineveh meget vellykket. Melankolien og molakkorderne er der bestemt, men det bliver aldrig rigtig farligt, og som lytter kan man godt ønske sig en form for vaklen for i sandhed at kunne stole på det stykke musik, man står overfor.

Det adjektiv, der lettest finder sig til rette i beskrivelsen af Hymns from Nineveh, er ‘smuk’. Det ændrer imidlertid ikke ved, at man kan ønske sig noget, der skurrer. For i mine øjne at kunne være ægte skønt, må der findes noget uperfekt, der bryder en ellers fejlfri overflade.

En tiltrængt afstikker finder man i “Sister Sorrowsong”, der har et smule højere og mere pulserende tempo, og tekstens vemodige fortælling om en trist pige og de mange dybe toner, der bevæger sig i samme register, er et godt afbræk i den trygge, melankolske rumklang.

Det klagende og længselsfulde kan man imidlertid godt savne i det hymniske værk, så der ville opstå en dynamik i albummets tryghed, og jeg savner også lidt vildskab i Jonas Petersens sange.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at Hymns from Nineveh er vellykket og behagelig, velskrevet og veludført pop/folkmusik. Jonas Petersens dygtige vokal giver reminiscenser til en Jeff Buckleysk eller Thomas Dybdahlsk følsomhed i f.eks. “Rage. Silence. Love” og er langt hen ad vejen også hans stærkeste kort. Den voldsomt smukke afsluttende vokalharmoni i “Drink Deep From the Well” burde være noget nær en nyklassisker, og melodisk er Hymns from Nineveh både catchy, smittende og ikke mindst følelsesfuld.