Kevin Greenspon & Cloud Nothings: s.t.

Hvis man ikke har nok numre til en plade, kan man altid udgive en ep. Eller også kan man gøre som de to amerikanske soloprojekter Kevin Greenspon og Cloud Nothings: vælge at spytte i bøssen sammen og hver levere halvdelen af numrene.

Greenspon kalder sin musik for lounge/pop på sin Myspace-side. I en skrivelse fra pladeselskabet, der omhandler udgivelsen, bliver det dog noget mere abstrakt med stemplingen: »California weirdo heartthrob pop punk about looking back on teenage years and losing it all.« Det lyder jo meget fint, men når det kommer til stykket, er der dybest set tale om forvrængede guitarriff tilført en gæstetrommeslager. Og det er en yderst svingende fornøjelse.

Den indledende “Post-Life” skyder pladen godt i gang. Et fængende riff og tempofyldt dynamik, og med sin to minutters længde fungerer den som en godt startskud til noget, man forventer bliver en poprock-oplevelse med energi og styrke.

Men skuffelsen melder sig hurtigt. Lige som et nummer er kommet godt i gang, bliver det afløst af det næste. En tendens, der er gennemgående for hele albummet – det er en omgang meget korte numre. Jeg siger ikke, at de klassiske tre minutter og 30 sekunder skal overholdes, for at et nummer får værdi, men når de fem numre samlet får kæmpet sig op på 10 minutters varighed, er det, som om Greenspon knapt når at præsentere sin musik, før Cloud Nothings tager over. Som lytter når man ikke at komme ind i det univers, han forsøger at beskrive. Det er en skam, for hans dybe vokal og skingre guitar komplimenterer hinanden sikkert, og lysten til at høre mere vækkes absolut. Måske er det bevidst; måske leder de to kunstnere blot efter lidt omtale – dette er selvfølgelig kun en tanke – men numrenes varighed (der går igen i Cloud Nothings bidrag) kan lede tankerne hen på små smagsprøver fra et mere helstøbt værk.

Cloud Nothings første nummer på pladen, “Underwater We Make Friends”, er en svær omgang guitarlarm. Jeg kan godt se charmen i det – det er beskidt og råt, når den ene guitar blander sig med den næste. Og det fungerer som en glimrende indledning til, hvad man kan forvente sig af de følgende fire numre. Men de sidste 20 støjende sekunder af nummeret er direkte ubehagelige for øregangene.

Vokalen i disse numre har enten været udsat for en tur i effektmaskinen, eller også trænger Cloud Nothings til en ny mikrofon. Også han arbejder i spændet mellem en rå lyd og en amatørlyd. Under første gennemlytning fik det mig til at bruge mere tid på at tænke over, hvorfor det mon lød, som det gjorde, end jeg gjorde på at lytte efter.

Jeg vil ikke udelukke, at der er et publikum til denne musik. Begge kunstnere er faktisk relativt roste i hjemlandet USA, men charmen er svær at høre. Dybest set kan det koges ned til, at da pladen var ovre, tog jeg mig selv i at tænke »endelig ro.« Dette gælder dog mest Cloud Nothings bidrag, da Greenspons halvdel bestemt har sine gode øjeblikke.

Alt i alt er pladen ikke imponerende. Den kommer til at fremstå ufuldkommen. Lidt som at få serveret chokoladelikør, når man bestiller et shot. Det smager måske af sprit, men der skal meget mere til, før man bliver revet ud af virkeligheden.