Hvad skal der dog ske med den kære Jord i fremtiden? Drukner den i skrald, som Gorillaz hentydede til med Plastic Beach, eller degenererer den i krig, sygdom og angreb fra det ydre rum? Spørger man Gangrene, bliver det nok en blanding. I hvert fald hvis man skal tro deres album Gutter Water.
For det første er Gangrene i sig selv en aldeles ondskabsfuld sygdom (med det danske navn koldbrand), der opstår, når en betragtelig mængde kropsvæv dør. Det sker ofte efter en skade, en infektion eller i forbindelse med kroniske helbredsproblemer, der påvirker blodcirkulationen. Hyggeligt! Symptomatisk for navnet er Gutter Water pakket ind i særtklingende futuristisk synth og fremmedgørende pianofigurer, radioreportere, der taler om naturkatastrofer, oversvømmelser, vandbårne epidemier og ondskabsfuld vold, krig og ødelæggelse. Alt sammen akkompagneret af mennesker, der skriger i afmagt, og kirkeklokker, der ringer ildevarslende.
Det lyder alvorligt, og det er det også. Det dystre fremtidsscenarie for vores samfund, og Jorden mere generelt, løber som en underliggende strøm gennem albummet. Eksemplarisk for albummets tendens er “Boss Shit”, “Gutter Water” og “Standing in the Shadows”, hvor sidstenævnte – omkranset af nyhedsstrømmen om en dreng, der dræber sin voldelige far – handler om nogle teenageres ensomme fremmedgjorthed, der ikke tages hånd om, og som i nogle tilfælde resulterer i vold. Gutter Water er bestemt ikke for sjov, og tjekker man albummets musikvideoer ud, f.eks. til “The Sickness” eller “Take Drugs”, forceres uhyggen til et samlet budskab, der er vanskelig at sidde overhørig.
Samtidig er det dog umuligt at snige sig uden om den gangsta-bravado, der også præger albummet. Anført af gæsterappere som Raekwon, Guilty Simpson og MED udøses en attitude så skarp, at man som lytter uvægerligt bliver et par centimeter højere, i takt med at konstant lyrisk galskab og ledsagende lydord blæser ud. F.eks. når Raekwon rapper: »I’m another level / I studder step with the pebble just like them running rebels / fuck the current direction of rap, I’m the exception« (“Gutter Water”), eller når Fashawn og Evidence – bakket op af et beat så tungt som en Evander Holyfield-uppercut – leverer oppustet overmod med linjer som: »This is the type of style you can’t step around and forget about / you can tell the real from the fake it ain’t hard to pick ’em out / chicken breats, bird cage, chests is sticking out / there’s six million ways to die, go ahead and pick one out / I don’t count thousands / I count houses, I’m literally lounging.«
Alt sammen er det ledsaget af produktioner så stramme og skarpe som Lionel Messis proptrækkerdriblinger. Især Oh Nos produktioner er ganske enkelt imponerende, og han nærmer sig med hastige skridt cratediggernes supermand, Madlib. På Gutter Water leveres en syndflod af mellemøstlige samples, skarpe, kantede beats, funklende spacesynth og indimellem funk så tyk, at du kan sætte dit hår med den. Især numrene, der peger udad i verdensrummet, er forrygende. Eksempelvis formår lydtapetet i “From Another Orbit” til perfektion at indfange uhyggen og den uvished, mennesket for evigt vil have om ydre rum, uidentificerede objekter og alt det, vi ikke kan forklare. Ikke mindst den Latyrx-inspirerede, eksalterede violin, der hamrer derudad i baggrunden af Roc C’s rap, formår at tvinge følelsen af ‘extraterrestrial activity’ frem.
Gutter Water kombinerer på succesfuld vis overlegen producerteknik, sublime gæsterappere, en gennemløbende tematisk social- og miljøpolitisk snor og klassisk gangsta-fremtoning til en forrygende, indimellem grotesk surrealistisk rappakke. Det er en rejse ind i en dystopisk fremtid, fostret af betragteligt skæve, surrealistiske hjerner, man kun kan hylde. Albummet er langtidsholdbart netop i kraft af rimsekvensernes høje niveau og den konstant skiftende produktion, der med afstand gør albummet til min 2010-rapfavorit.
